I sin barndom blev Francis Cardenau tæsket af sin far. Den dag hans mor bliver begravet og kisten står inde i stuen med venner og familie rundt om, konfronterer han sin far med moderens død. Sidste år trak den succesfulde Michelinkok og manden bag MASH sig ud af restaurantlivet, efter at han pludselig faldt om. På en gård i Nordsjælland vil han nu skabe et retreat.

Alt blod forsvandt fra hjernen, bevidstheden blev hyllet ind i en grå tåge. Og så kom mørket. Han var besvimet, havde banket hovedet ind i noget hårdt og var gået direkte i gulvet. Uden varsel.

Stress? Dårligt hjerte?

Det hele gik ellers rigtig fint, syntes Francis Cardenau. Havde han måske ikke næsten alt, hvad man kunne ønske sig? I 45 år havde han stået bag et komfur og gjort det, han elskede mest og var bedst til:

At lave mad på allerhøjeste niveau. Først på nogle af Danmarks førende restauranter i Paris, siden i Danmark, hvor han med sin kompromisløse kogekunst var den første til at indhente to Michelinstjerner til landet. Der blev sagt om ham, at han havde en stor del af æren for den succesbølge, dansk gastronomi havde redet på det seneste årti.

Det nødvendige fix

Han var arbejdsnarkoman. Afhængig af sit fix hver eneste dag. Af at få adrenalinen HELT op, lige inden maden skulle serveres for gæsterne. Så højt op, at han næsten ikke kunne falde ned igen. Mærke suset, som var det heroin, der blødt og behageligt flød rundt i årerne. Det dulmede. Travlheden og alle rutinerne dulmede for alt det, der ikke var rart at tænke på. Som han ikke VILLE tænke på.

Den eftermiddag, Francis Cardenau gik i gulvet for to år siden, havde han netop holdt møde på Restaurant Umami i St. Kongensgade, en af de 12 restauranter, han på det tidspunkt var medejer af.

Ambulancen kom, han blev undersøgt på hospitalet, var ved fuld bevidsthed igen. Lægerne fandt ingen tegn på noget alvorligt. Ingen diabetes, ingen hjerteproblemer, normalt blodtryk.

Så Francis Cardenau blev sendt hjem med en hjernerystelse efter faldet og med besked på at holde sig i total ro de næste 14 dage.

Det var fra den dag, alt blev forandret. At han i løbet af de næste uger fik en ny og anden indsigt. Med nye prioriteringer og nye værdier: Han vil ikke arbejde som kok mere. Han vil ikke eje eller være medejer af restauranter, han vil ud af det hele, være fri, ikke have penge i klemme, ikke have så meget ansvar. Og han vil gå endnu mere helhjertet ind i det, han allerede var begyndt på nogle måneder tidligere:

At redde sit ægteskab med Henriette.

De var mødtes i Det Danske Hus i Paris som unge, hun var kun 22. Nu skulle de, her 28 år efter, lære hinanden at kende igen. En ny begyndelse. Som et modent ægtepar, der havde været væk fra hinanden i mange år.

Hvem var hun? Hvem var han?

Hvilke mennesker havde de i dag udviklet sig til at blive? Og hvem var de sammen? Var det overhovedet muligt, eller var det for sent?

En lille kokkefest her, et lille glas rødvin der...

For første gang i sit 58-årige liv blev den hyperaktive Francis Cardenau med fransk-italiensk blod rullende rundt i årerne tvunget til at sidde stille. Til at holde sig langt væk fra sit elskede køkken og alle de projekter, han ellers altid havde haft gang i til sent ud på aftenen: dommer ved kokkekonkurrencer, medstifter af gastronomipriser, inspirator for nye unge kokke, madspilds-initiativet, hele indsatsen med at opbygge et netværk af små producenter, der skal levere danske kvalitetsråvarer.

Plus festerne. En lille kokkefest her, et lille glas rødvin dér. Klokken kunne let blive 2 om natten, før han tog hjem.

»La vie doit être vivante« – Livet skal leves, og det havde han altid været god til.

På torsdag udkommer biografien »Kokken der fik nok«, hvori Francis Cardenau tager en meget følelsesladet tur tilbage til rødderne i Frankrig. Til sin fødeby Lourdes i det sydvestlige Frankrig ved foden af Pyrenæerne hvor han møder familiemedlemmer, der fortæller ham ting fra hans barndom, som han enten aldrig tidligere har fået fortalt. Eller også selv har parkeret omme i bagerste halvdel af hjernen.

»Det sad jo stadig i kroppen og hovedet så mange år efter,« som han siger, da Berlingske møder ham på en café i det indre København.

»Men så længe, jeg havde travlt, og hele tiden var i gang her og der og alle vegne, kunne jeg holde det hele i ro og på afstand. Når bare jeg havde alle mine faste rutiner.«

Nu blev han tvunget til at lytte til den støj, til al den tumult der var inde i hovedet. Og det var ikke hjernerystelsen, der rumlede. Det her kom fra et sted langt dybere inde i ham selv.

Noget var splitterravende galt. Han havde haft ondt i maven gennem lang tid. Hvor lang tid, egentlig? To måneder, fire år, 40 år, altid?

»Det er først, når vi mennesker bryder vores rutiner, bryder med vores fastgroede mønstre, at vi mærker os selv for alvor. Det er ligesom med en bikube, hvor bierne suser rundt, for at producere den bedste honning. Bzzzzz...,« summer Francis Cardenau.

»Den enkelte bi kan ikke høre sig selv, før den trækker sig væk fra bikuben og larmen.«

Du har slået min mor ihjel

Under sit besøg i Frankrig sidste efterår, der noget uventet får karakter af en terapeutisk rejse, konfronterer Francis Cardenau sin 85-årige far med fortiden. Det er ikke første gang, 15 år tidligere gjorde han det også. Konfronterede sin far til sin mors begravelse med hele familien samlet omkring kisten inde i spisestuen. Han gav sin far skylden for, at hans mor var blevet syg og døde af det.

Det var tæt på, at det var gået galt. At hans gamle far havde slået sin 45-årige søn. Igen, og for gud ved hvilken gang.

Som barn vidste han aldrig, hvornår papa Jeans temperament kogte over. Det gav en evig stemning af nervøsitet og uro i hjemmet, husker han.

»Når min far blev kolerisk, kunne han ikke stoppe igen. Min mor græd, når hun vidste, at min far ville begynde at slå. Det var ikke sjovt at komme i skole med blå mærker over det hele. Og det var kun en lille overflade af alt det, der skete i mit barndomshjem.«

Francis Cardenau kommer ind på cafeen, han er ikke meget højere end 165 centimeter. Taler i telefon på fransk med en møbelmand, viser det sig, i Frankrig, som han har købt nogle møbler af. De skal transporteres op til gården ved Arresø i Nordsjælland, hvor Cardenau har boet med Henriette det seneste år.

»Men der er nogle problemer med transporten,« forklarer han undskyldende, efter at have givet hånd og hilst. Formentlig fordi han opfatter det som uhøfligt at komme ind ad en dør til et interview med et menneske, han aldrig har mødt før, og så ikke udvise sin fulde opmærksomhed fra starten af mødet.

Samtalen med Frankrig afsluttes så hurtigt, at der ikke er nogen grund til at undskylde. Heller ikke de to minutter, han kommer for sent. Men dem undskylder han også.

Og så sidder Francis Cardenau der. Smilende, nærværende. Og taler og gestikulerer præcis, som hvis man bad en dansker beskrive stereotypen på en franskmand. Tilsat italiensk blod. Han taler højt, skifter tempo og toneleje. Bytter lidt rundt på de danske ordstillinger. Stemmen er kontant. Her er en mand, der er vant til at bestemme. Som vil bestemme, og som har bestemt over andre det meste af sit voksne liv. Over sine kokke og sit køkken. Men ikke så meget over sig selv.

»Jeg har aldrig slået nogen. Aldrig, heller ikke, selv om jeg blev slået i mit barndomshjem. Det ligger slet, slet ikke i mig,« siger han.

»Men jeg har helt sikkert gennem tiden slået nogle mennesker på min vej verbalt. Med mine ord. Jeg har råbt, og jeg har skreget i et køkken. De første år på fransk, det var heldigt, at ingen forstod, hvad jeg råbte. Men de sidste mange år har jeg talt stille. Når jeg arbejder i et køkken, og det gør jeg så ikke mere, men da jeg gjorde, så var der stille som på en operationsstue. Er der smagt på sovsen? Er det varmt, hvad med foie gras’en, er vi klar til bord 31? Der er en stille intensitet, lige før det går løs.«

Selv siger han, at han taler et kommandantsprog. At han ikke kan andet. Det er sådan, han har lært at tale derhjemme. Sådan, papa Jean altid talte. Patriarken, som han omtaler faderen, der arbejdede som brandmand. Det var befalinger og kommandoer.

»Det sprog fortsatte, da jeg kom i kokkelære og som 14-årig flyttede hjemmefra. Det er tonen i et køkken, og så hidser jeg mig op,« siger han og udtaler ikke h’et.

»Det skal jeg øve mig på at ændre. Nu, hvor Henriette og jeg er meget mere sammen, går det ikke. Vi er begyndt at spise morgenmad sammen og har fået nye rutiner.«

Som et festfyrværkeri i tusind retninger

Den dag alt blev sort og ambulancen kom kørende ned ad St. Kongensgade for at hente ham, står som en mærkedag. Et livs-skift, en ny retning. Set i bakspejlet og efter at have tænkt det hele nøje igennem, mener Francis Cardenau ikke, at det er så vanskeligt at forstå årsagen til blackoutet.

»Jeg havde gang i alt, alt for meget på én gang. Det var som et festfyrværkeri, der spredte sig i tusind retninger over himlen. Jeg havde mistet overblikket. Samtidig havde jeg denne her tunge rygsæk på skuldrene med alt det »shit« fra min barndom. Sammen med stigende forventninger til mig som kok. Og oveni havde Henriette og jeg få måneder tidligere solgt vores villalejlighed i Hellerup og købt den gård, vi bor på nu, oppe ved Arresø i Nordsjælland. Udover alt det praktiske med gården, var der vores ægteskab. Det var en meget vigtig del af det hele, og her var vi stødt på store udfordringer,« siger han.

»Men her til morgen, da vi kørte ind til byen, sagde vi igen til hinanden, at det er det bedste, vi har gjort. At det nok skal gå. Vi skal nok finde hinanden, for i alle årene har vi altid bevaret en dyb gensidig respekt. Det er derfor, vi stadig er sammen, selv om jeg ofte har tænkt: Hvorfor bliver hun sammen med mig? I årevis har jeg ringet til Henriette, når jeg var færdig i køkkenet sent om aftenen og sagt:

Henriette, jeg bliver lige og drikker et glas vin«.«

Han tilføjer, at de ikke har boet sammen i flere år. I mange år.

»Altså jo, det har vi jo. Fra starten af var vi enige om, at jeg arbejdede, og at Henriette havde ansvaret for børnene og alt det andet. Det var en beslutning, vi traf sammen, efter vi fik børn, og Henriette var færdig med at studere. Men som jeg oplever det nu, har vi aldrig rigtigt boet sammen. Jeg har boet i mit køkken med min anden familie, som var mit køkkenteam. Der er lange perioder af mit liv, jeg ikke kan huske. Lange perioder med børnene og Henriette, hvor jeg ikke aner, hvad der er sket. Store sorte huller. Jeg er gået glip af meget. Vores ægteskab har altid været overfladisk, fordi jeg ikke har været en del af det.«

Fortryder du?

»Ja, det gør jeg. Jeg er heldig, at jeg stadig har Henriette, og at jeg også har et meget nært forhold til både vores datter og vores søn. Men jeg skulle have gjort det lang tid før. Trukket mig ud og være taget hjem til min familie. Det er let nok at sige nu, men det er sådan, jeg har det i dag, hvor jeg er 60 år. Selvfølgelig er der også noget økonomi i det, man skal ikke være naiv, der skulle også hives nogle penge hjem.«

Når stilheden stille krav

Han beskriver deres sted ved Arresø som så langt ude på landet, at det efterhånden er to dage siden, han sidst hørte en traktor køre forbi.

»Den første tid, vi boede deroppe, sagde Henriette: »Der går nogen oppe på loftet, jeg er helt sikker.« Men det var fordi, vi skulle vænne os til stilheden. Der er så stille, at man kan høre sit eget hjerte banke.«

Og det er her, midt en i stilhed, som også er en krævende stilhed, at han prøver at nå Henriette igen. Børnene er forlængst flyttet hjemmefra.

»Vi har jo hver vores ... hvad skal jeg sige.. altså, det er ikke nok for Henriette, hvis jeg for eksempel i en samtale bare svarer ja eller nej. Hun vil have at vide hvorfor og hvordan. Uddybninger og forklaringer, noget mere dybde i en samtale mellem os. Jeg siger til Henriette:

Jamen, jeg er bare kok, jeg har ikke rigtigt det sprog, men jeg vil gerne prøve, jeg vil virkelig gerne prøve. Men nogle gange er jeg bare nødt til at tænke lidt mere over det, end du er. Så kan jeg vende tilbage, når jeg har tænkt.

Henriette har en veninde, som har samme problem med sin mand, som Henriette har med mig. Han siger også bare ja eller nej og uddyber ikke, hvad han mener.

Omvendt prøver Henriette at blive bedre til, at alt her på gården ikke behøver at være så perfekt. Hun har sådan en slags designerblik, eller hvad man nu skal kalde det. Ting og omgivelser skal være en fryd for øjet. En æstetisk nydelse. Jeg siger til hende:

Jamen, vi har fire hektar og den halve hektar er en prydhave, de resterende kan ikke også være prydhave. Vi har også masser af høns, der går rundt og skider. Men for pokker, jeg er imponeret over, hvor dygtig Henriette er til at dyrke grøntsager. Hun går virkelig op i det. Det er spændende, at vi er ved at lære hinanden at kende. Og så længe siden, at vi var unge sammen i Paris.«

Han sidder og ser ud som om, han grubler lidt, før han siger:

»Livet er i virkeligheden så enkelt. Det er os mennesker, der gør det så utroligt kompliceret.«

Som en narkoman på afvænning

Sammen med Henriette er Francis Cardenau i gang med at skabe et retreat på gården. Udfra principper om mest mulig enkelhed. Rå vægge, rå gulve. Og med plads til 16 rundt om bordet i en spisestue, hvor der serveres mad, baseret på hjemmedyrkede, usprøjtede grøntsager og kvalitetsråvarer.

»Ingen mobiltelefoner, ingen TV, nyd det hele med sanserne og gå en tur. Eller tal sammen, det var også mulighed,« siger Francis Cardenau.

Han ved ikke, hvornår de er klar med retreatet endnu.

»Det er heller ikke umuligt, at der i perioder kunne komme nogle unge mennesker herop, som måske havde haft nogle udfordringer undervejs i deres korte liv. Vi er i gang med at finde ud af det hele.«

Selv om det efterhånden er ved at være et år siden, han flyttede ud i stilheden, mærker han resterne af en tidligere narkoman. Af en narkoman på afvænning.

»Det har været som at blive sendt på landet og få en kold tyrker, uden alt for mange rysteture og tilbagefald. Min krop og mit hoved har været helt ude i et eller andet alarmberedskab. Afhængighed er slemt.«

I mange år var det anerkendelsen, han tørstede efter.

»Jeg følte mig som en skuespiller, der gik på scenen og performerede, for at høste et bifald fra publikum. Jeg blev anerkendt, fordi jeg præsterede. Deri lå også en afhængighed. Jeg var aldrig blevet anerkendt af min far, måske er det en del af forklaringen på mit behov. Men det gælder jo ikke bare mig. Mennesker bliver sure og kede af det, ret voldsomt endda, hvis de ikke flere gange om dagen får anerkendelse og bekræftelse på sms’er, Facebook, whatever. Måske er man ikke så bevidst om det, men det er et ret fundamentalt behov i alle livets forhold, og indimellem måske også et lidt overdrevet behov, fordi vi vil have, at andre mennesker skal give os noget.«

Dengang han arbejdede i Det Danske Hus i Paris, var der en kvinde, som fra den første dag, de mødtes, i den grad anerkendte ham. Hurtigt blev han kæreste med »hende den lækre lyshårede sild fra Danmark.« Og flere år senere flyttede parret sammen til København, da han fik job som køkkenchef på Søllerød Kro.

Forinden havde Francis Cardenau de sidste 11 år boet i Paris. Med masser af arbejde og masser af fester. Francis var den lille cool kok, der drønede rundt på sin motorcykel i Paris’ gader, kvinderne kunne lide ham, og han var typen, der kunne begå sig i alle slags miljøer.

Paris var STEDET i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne. Og for Francis Cardenau blev det nogle år med livet i overhalingsbanen: Dekadente natklubfester på det legendariske »Le Palace«, hvor også celebreties som Grace Jones, Jerry Hall, Madonna og Jessica Lange hang ud. I en periode kom han i et miljø med folk, han betegner som »banditter«. Af den slags, der røver pengetransporter. Han var ikke selv en del af det, men det var en dårlig periode, og i bakspejlet har han flere gange tænkt, at han må have haft en engel siddende på sin skulder, der har passet på ham.

Inden han som 18-årig flyttede til Paris, havde han boet i forskellige byer, arbejdet som kok. Og gradvis forfinet det, der fra han var helt lille altid havde været hans store interesse og passion.

Krøb hjem hos mormor, når han søgte tryghed

Det begyndte med Mamie d’Italie, som hun blev kaldt. Francis’ mormor. Født i Italien, men vistnok flygtet til Frankrig som helt ung på grund af Mussolini. Det var hende, Marie Sozo, som var mormorens rigtige navn, der fik Francis til at være kok. Og hende, han krøb hen til, når han søgte ro og tryghed som dreng.

»Jeg elskede at komme på besøg hos hende efter skoletid. Mamie læste op af sine kogebøger for mig, og så gik jeg med hende ud i køkkenet, når hun skulle begynde på aftensmaden. Dér i køkkenet tror jeg idéen til at blive kok opstod.«

Derhjemme herskede brandmanden papa Jean i sit imperium. Francis’ mor, Odette, var verdens sødeste og varmeste kvinde, men penge var der ikke mange af, familien levede mest af grøntsager. Og moderen – hun ville egentlig helst betragte livet i et lyserødt skær.

»Min mor brugte uendelig meget energi på at holde min far på afstand af mig og mine søstre,« forklarer han.

»Hun var den sødeste mor, man kunne tænke sig, og hun prøvede at gøre, hvad hun kunne, når det derhjemme gik langt over grænsen for, hvad nogen kunne forsvare. Jeg har ikke lyst til at gå i detaljer, men det var meget voldsomt og flere gange om ugen. Min mor døde for 15 år siden af en kræftsygdom. Min far havde isoleret hende uden for byen, et sted, hvor det var svært for familie og venner at besøge hende, også før hun blev syg.

Og hun var ellers en ægte italiener, der elskede at være sammen med andre mennesker. Jeg tror på, at man kan blive fysisk syg, hvis man igennem mange år bærer rundt på for mange grimme ting og ikke selv bestemmer over sit liv,« mener Francis Cardenau.

Den lille store franskmand Kokken Francis Cardenau trækker sig fra sit liv som kok i overhalingsbanen. Han vi hellige sig livet på landet med familien i Lille Lyngby i Nordsjælland Vis mere

Han er tydeligt følelsesmæssigt påvirket, når han fortæller om sin mor. Som om han pludselig bliver en smule forkølet og flere gange må tørre sig under næsen med en papirserviet.

»Jeg har beskyldt min far for at være årsag til, at min mor døde. Jeg gjorde det til hendes begravelse, mens kisten stod inde i spisestuen og hele familien var samlet. Jeg sagde:

»Det er din skyld, at mor døde.«

Min far kiggede trodsigt på mig, da han nærmede sig og skulle til at slå mig. For første gang i mit liv sagde jeg til ham:

»Hvis du slår mig nu, så slår jeg igen. Men det er ikke mit primitive sprog, det er dit.«

Han slog mig ikke, og jeg så, at han fik tårer i øjnene bagefter og måtte gå ud af stuen.«

I sin kommende bog beskriver Francis Cardenau sin fars opvækst og baggrund i forsøg på at give en forklaring på, hvad der kan få en far til at tæske sin søn. Papa Jean havde haft det alt andet end let. Fra han var helt ung, skulle han alene forsørge sin mor og sine søskende, fordi hans egen far var forsvundet.

»Min far har haft mange uforløste drømme og ambitioner. Han var meget dygtig til al slags sport, muskuløs og stærk. Og så fik han en søn, mig, der var lille og spinkel og mest interesserede sig for mad.«

Har brudt et voldeligt mønster

Hvad Francis Cardenau ikke skriver om i sin bog, er den nye oplysning, der så sent som i februar i år kom frem, da han besøgte sin tante i Frankrig.

»Hun fortalte mig, at min far havde slået mig, mens jeg var baby og lå i barnevogn. Det er jeg stadig meget chokeret over. En baby er det mest forsvarsløse, man kan tænke sig. Hvad er forskellen på en patriark og et menneske med psykopati? Jeg ved det ikke, jeg er ikke psykolog eller psykiater, men jeg har da tænkt over det,« siger han stille.

Francis Cardenau har stadig kontakt med sin i dag 86-årige far, det har han haft gennem alle årene. En kontakt, der ikke adskiller sig væsentligt fra andres forhold til deres far. Næsten som om intet var sket.

Den lille store franskmand Kokken Francis Cardenau trækker sig fra sit liv som kok i overhalingsbanen. Han vi hellige sig livet på landet med familien i Lille Lyngby i Nordsjælland Vis mere

»Men jeg konfronterede min far med den nye oplysning, jeg havde fået fra min tante her for kun et par måneder siden. Han sagde ikke undskyld, den slags ligger ikke til min far. Men jeg kunne se, at han græd. Jeg kunne se, hvor meget det påvirkede ham på hele hans kropsholdning, og det betød noget for mig. Jeg vil ikke have hævn, han er en gammel mand. Men jeg ville se, at han græd.«

Francis Cardenau tager en tår af glasset med vand fra cafébordet. Tørrer næsen.

Meget er kommet på plads for ham. I dag forstår han bedre sin årelange arbejdsnarkomani og sin manglende evne til at være en del af en familie og i et ægteskab. Man kan jo sagtens elske det, man arbejder med og have idealer, en vigtig mission. Men uden at det næsten tager magten fra én, mener han.

Kan du nogensinde tilgive din far?

»Ja, jeg har tilgivet ham,« siger Franscis Cardenau højt og tydeligt, som stod han i en kirke og skulle give sit rungende ja.

»Jeg har tilgivet min far,« gentager han.

»Det giver ingen mening for mig, IKKE at tilgive ham. Den byrde vil jeg ikke have med mig. Hvad der har langt større betydning for mig, er, at jeg har fået brudt et voldeligt mønster, hvor forældre gentager det, deres egne forældre har gjort. For er der noget, der er svært, så er det at bryde et mønster. Du har ingen redskaber, hvad skal du sætte i stedet? Men det er lykkedes for mig. Og det er ubetinget den største succes i mit liv.«