Det var den 39-årige Lasse Burholt fra Frederikshavn, der tirsdag formiddag var involveret i den tragiske dødsulykke ved Lendum, nær Sindal i Nordjylland.

Han fortalte i går eftermiddag sine godt 2.800 Facebook-venner, at han stadig var meget påvirket af tragedien, og at han er indlagt på Sygehus Vendsyssel i Hjørring efter den voldsomme trafikulykke, der kostede tre små børn livet.

- Den tragiske ulykke i går har sat dybe spor hos både undertegnede og en lang række implicerede (civile på ulykkesstedet). Mine tanker går til de tre dræbte børn - men især den lille baby, som overlevede, skrev Lasse Burholt på Facebook klokken 16.15.

BT var onsdag i kontakt med Lasse Burholt, der dog stadig ikke ønsker at tale nærmere om, hvad der skete den skæbnesvangre tirsdag, da den 39-årig kvinde med sine fire børn i bilen svingede til venstre lige ud foran Lasse Burholts Mitsubishi Grandis.

Han ville dog gerne rose nogle af de civile, som var til stede på ulykkesstedet og leverede en fantastisk indsats for at hjælpe til i de horrible omgivelser.

- Jeg har dyb respekt for den indsats, som Kasper og Jakob fik fra hånden på ulykkesstedet, men det gælder også de mange andre, der var fattede og hjalp på stedet. Jakob og Kasper er hverdagens superhelte, understreger Lasse Burholt overfor BT med henvisning til to af de personer, der var først til stede ved de to forulykkede biler ved krydset Lendumvej/Bredmosevej.

BT var også i kontakt med den ene af mændene, som Lasse Burholt roser for redningsindsatsen. Han var dog stadig for berørt til at udtale sig til avisen.

’Jeg var alene i bilen’

Ud over de rosende ord til Jakob og Kasper fra Lendum har Lasse Burholt ikke lyst til at udtale sig yderligere. Forretningsmanden fra Frederikshavn henviser i stedet til sin offentlige udtalelse, der ligger på hans åbne Facebook-profil, hvor hundrede personer allerede har sendt ham en hilsen:

- Stor tak til alle jer, der har sms’et og ringet - jeg er fortsat indlagt, men har ingen kommentarer i øvrigt i det offentlige rum - det samme er meddelt den journalist, der ringede, mens jeg stadig var i traume-modtagelsen. Henviser venligst til de mange oplysninger, der ligger på diverse net-aviser - de er meget præcise i deres beskrivelser af hændelsesforløbet. Jeg var alene i min bil - og har det efter omstændighedernes omfang godt, står der blandt andet i Lasse Burholts Facebook-hilsen.

’Drejer lige ind foran’

I øjeblikket afventer Nordjyllands Politi svar fra de tekniske undersøgelser, før de går videre med sagen. Både Lasse Burholt og den 39-årige mor var i går i stand til at lade sig afhøre af politiet.

- Hun drejer lige ind foran ham, det er hans forklaring, og det er også det, sporene viser derude, der er jo ingen bremsespor. Det er også det, vidnerne i bilen bag ulykkesbilen har forklaret. Han når ikke noget som helst. Hun overser ham, siger politikommissær Torben Rimmen Petersen fra Hjørring Politi og fortsætter:

- Han har regnet med, at hun holder tilbage. Han ser hende jo godt nok. Og hun holder også tilbage, hun blinker, kører med nedsat hastighed, og så er det, hun laver det sidste træk med rattet. Og på det tidspunkt er spillet jo ligesom kørt, siger Torben Rimmen Petersen.