Postbuddet bakser med at få en pakke ind i den grønne postkasse. Han står foran de Internationale Socialisters hovedkvarter i Søllerødgade 33, Nørrebro i København. Morgenen er kølig, men forårsfrisk den 16. marts 1992. Postbuddet undrer sig noget over den upraktiske forsendelse: En brun papirpose med et indhold lidt tykkere og lidt tungere end en telefonbog. Posen er lukket med to metalclips. Det lykkes til sidst for buddet at tvinge pakken ned i postkassen
Mødet
29-årige Henrik Christensen er forsinket. På sin gamle havelåge af en herrecykel er han styrtet fra hjemmet i Tingbjerg ind til Internationale Socialisters hovedsæde på Søllerødgade 33. Han skal forberede sig på et oplæg om sygeplejerstrejken, som de 29 medlemmer af den københavnske afdeling af IS skal gennemgå på et møde senere samme dag.
LÆS OGSÅ:
Over cykelstyret hænger en hvid plasticpose. Han cykler mod kørselsretningen på Holtegade, da han bliver råbt an af sin IS-kammerat, 44-årige Jørgen Lund. De stiller sig på gaden og taler lidt, inden Henrik går ind på kontoret i stueetagen. Jørgen siger nej tak til en kop kaffe og fortsætter til sit frivillige arbejde på Tidsskriftcentret i Griffenfeldsgade.
- Han kørte altid så stærkt på sin cykel, Henrik. Det var derfor, jeg aldrig fulgtes med ham. Vi står lidt og snakker på gaden - om hvad kan jeg ikke huske. Jeg har sikkert sagt god arbejdslyst med oplægget. Jeg tror, det var aviser, han skulle bruge til oplægget, han havde i plasticposen, siger Jørgen Lund i dag - 20 år senere.
Mødet i Holtegade er sidste gang, Jørgen ser Henrik i live.
Socialisterne
Både Jørgen og Henrik er medlemmer af IS - en udbrydergruppe fra Venstresocialisterne - der blev dannet i 1984. Gruppen er trotskistisk, og en annonce på forsiden af partiavisen efterspørger medlemmer, der vil mobilisere ardejderklassen i et revoulutionært parti.
LÆS OGSÅ:
Adelsmærket for IS er bekæmpelsen af racisme, og venstrefløjsgruppen vender sig i en artikel i avisen blandt andet mod det nynazistiske miljø i Sverige, hvor 13 attentater mod indvandrere har såret 12 og dræbt en siden marts 1991. De deltager i demonstrationer, moddemonstrationer og voldelige opgør, de kæmper mod grønjakkerne, nynazisterne og fascisterne. Og de pisser dem af.
Branden
Hussein Afghan, en iransk flygtning, er den første, der alarmerer Jørgen. Klokken er omkring 12.00.
- Har du hørt, at der er brand på IS i Søllerødgade?, spørger han Jørgen Lund. Det har han ikke, men selvom han ikke med det samme forstår omfanget af katastrofen, hopper han alligevel op på sin cykel og kører tilbage mod Søllerødgade.
En tyk sort røg vælter ud over vejen og smyger sig op ad gesimsen og murværket, hvor det efterlader et sodspor, der 20 år senere stadig sværter Søllerødgade med et historisk ar.Foran det smadrede IS-hovedkvarter er Københavns Brandvæsen i færd med at slukke branden. Inspektøren tror, der er tale om en gaseksplosion, og alt inventar bliver overdynget med vand. Smadrede møbler, der er blæst ud på gaden, splintret træværk, politiske plakater, glasskår.
- Jeg får fat i en af de ledende politifolk, som møder mig i indgangen til baggården. Jeg spørger, om de ved, hvor Henrik er. Han fortæller mig, at der er sket et dødsfald.
- De svin!, tænker Jørgen Lund, mens han ser sit politiske hjem gå op i røg. Hans kammerat er dræbt af højreekstremister, det er han sikker på.
Eksplosionen
Den dag i dag ved politiet ikke, hvem der placerede en bombe eller sprængstof i Søllerødgade 33.
Siden 1992 har tre hovedteorier verseret: At Henrik Christensen ved et uheld sprængte sig selv i luften, og at han måske havde sin egen bombe i den pose, han havde over styret på cyklen. At et internt opgør på venstrefløjen førte til bombedrabet - eller at angrebet var højreekstremistisk terrorisme. Med sikkerhed ved vi kun, at Henrik ved 11-tiden låser sig ind i IS-lokalet i Søllerødgade. Netop denne dag har han brudt sin sædvanlige rutine og er kommet for sent. Han åbner postkassen og tager den brune pakke med, som postbuddet har afleveret. Han har måske sat sig ved skrivebordet og åbnet posten, men vi ved det ikke.
Bomben
Det store ur på væggen i nummer 33 går i stå klokken 11.32, og Henrik mister omgående livet, da trykket fra bomben rammer ham. Hans krop og hoved bliver voldsomt maltrakteret, og lokalet raseres totalt. Eksplosionens styrke får sågar gulvet hos overboen til at løfte sig flere centimeter, og overboen må senere køres på hospitalet i chok.
Jørgen Lund bliver kørt til afhøring hos politiets brandtekniske afdeling.
- De spørger mig, om jeg vil identificere liget. Jeg svarer ja. Men det bliver heldigvis aldrig aktuelt, siger Jørgen Lund.
Mindet sidder stadig i den nu 64-årige bibliotekar, ligesom soden ikke helt kan vaskes af bygningen i Søllerødgade.
Radioavisen
Da brandfolkene ankommer til Søllerødgade, er deres første indskydelse, at en lejlighed er ramt af en voldsom gaseksplosion. De retter deres højtryksslanger mod bygningen og det inventar, som trykket fra bomben har blæst ud på gaden. Så finder de Henrik. I første omgang bliver seks-syv betjente fra drabsafdelingen tilkaldt, men da det går op for politiet, at der kan være tale om politisk terror, tilkalder de forstærkning. Flere efterforskere og teknikere med drabschef Bent Hansen i spidsen afspærrer gaden og begynder jagten på spor, men vandet fra brandslangerne har ødelagt det meste. Alt endevendes. Selv tagrender, kloakker, små stumper træ langt ude på gaden. Journalisterne er hurtigt på pletten, og snart er nyheden om et dødsfald i radioavisen.
Politiet har ikke nået at underrette Henriks familie, og hans hustru Connie får nyheden i radioen.
- Hun prøver at ringe til alle os andre i IS, men hun kunne ikke få fat på nogen. Alle var optaget, for vi lå jo og ringede til hinanden, siger Jørgen Christensen.
Modet
IS og venstrefløjen er overbevist: Angrebet er højreekstremistisk terror. Højrefløjen mener derimod, at der er tale om enten en ulykke, hvor Henrik selv har fiflet med sprængstoffer, eller et internt opgør på venstrefløjen.
En stor protestmarch bliver arrangeret på Nørrebro den 21. marts 1992. Danskere i alle aldre tænder lys og sætter tulipaner foran nr. 33.
- Vi var ikke bange. Jeg kiggede mig ikke over skulderen. jeg er glad for, at vi gjorde det rigtige. Terrorens mål er jo at destabilisere. Det kom aldrig til at ske, siger Jørgen Lund.
Protestmarchen handlede om modet til at stå fast.
- Vi er samlet for at vise sorg og forfærdelse over det politiske mord på Henrik, men også for at vise de rabiate racister, at vi ikke lader os skræmme til tavshed af politisk terror, lød det bl.a. i IS-medlemmet Adam Johansens mindetale.
Rockbandet Savage Rose og politikeren Holger K. Nielsen var blandt de deltagende.
Da Henrik Christensen blev begravet på de ukendtes kirkegård, var det i en beskeden papkasse med påskriften: ’Henrik Christensen - specialarbejder’.
