»Jeg ved ikke, hvad de kan finde på – måske de trækker en kniv. Tyvene fik magten over mit personale. Jeg har arbejdet i butik i 20 år og konfronteret mange butikstyve, men det her er noget helt andet. Det er jeg utryg ved.«
Ordene kommer fra 40-årige Mike Christensen, der er ejer af Spar på Smedetorvet i Horsens. Hans butik har i løbet af de seneste to måneder været udsat for voldsomme og værdifulde tyverier af to mænd i midttyverne med arabisk udseende.
Men det er ikke tyverierne, der får Mike Christensen til at sætte foden ned. De to unge mænd er nemlig begyndt at true hans unge personale.
»Tyvene kommer kun om aftenen, hvor det er ungt personale, der er i butikken. De unge står og ser på dem stjæle, men de kan intet stille op mod det. Mændene laver pistoltegn mod dem og siger ’vi ses, min ven’. Hvis de gjorde det til mig, var det en sag, men det er noget helt andet, når det er til en 16-årig pige,« siger Mike Christensen og tilføjer:
»De unge mennesker har fortalt mig, at de er meget utrygge omkring situationen. Og en medarbejder har desværre sagt op på denne baggrund.«
De unge mænd har været på tyvetogt 10 gange i løbet af de sidste to måneder. Det hele startede som simple tyverier, hvor mændene lagde varer i en kurv, men det udviklede sig hurtigt til, at tyvene fyldte en indkøbsvogn med varer, truede og stak af. De stjæler for flere tusind kroner hver gang i primært øl, Red Bull og kød.
Mike Christensen spår, at de unge mænd indtil nu har stjålet for 25.000 til 30.000 kroner, men det er ikke den største udgift, som tyverierne har forårsaget.
»Mine medarbejders sikkerhed betyder alt for mig. Så jeg har hyret et privat vagtværn, så der står en vagt om aftenen. Tyverierne har indtil nu kostet mig omkring 50.000 kroner i alt,« siger Mike Christensen.
Mike Christensen har taget mange aftenvagter i den sidste tid, men alle gange har tyvene ikke vist sig, ligesom de ikke har vist sig, når vagten har stået i butikken.
»Der var dog en fredag for knap to uger siden, hvor vores vagt var syg, og der kom de to mænd sjovt nok igen,« siger butiksejeren.
Han tror, uden at have belæg for det, at tyvene har en tredje mand, som de sender ind for at se, om det er ungt eller gammelt personale, der er til stede i butikken. Flere kunder har nemlig observeret de to tyve rundt omkring butikken, når vagten har været til stede.
Mike Christensen har lavet tre politianmeldelser på de unge mænd, og der er også lavet en særaftale med politiet således, at medarbejderne kan trykke på overfaldsalarmen, når tyvene viser sig, men indtil nu har de nået at forsvinde, før patruljebilen er ankommet.
Sydøstjyllands Politi bekræfter over for Horsens Folkeblad, at det har modtaget tre anmeldelser om tyveri fra Spar på Smedetorvet.
»Vi ved ikke, om det er de samme personer, der er på spil i de tre tilfælde, men måden, de gør det på, kunne godt tyde på, at det er de samme, der står bag,« siger Poul Steffensen, vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi til Horsens Folkeblad.
Samtidig fortæller han, at politiet ikke har set overvågningsmaterialet igennem endnu, fordi sagen ligger i bunker af opgaver, der prioriteres i forhold til ressourcer.