Det er langt fra altid, at man som overvægtig i et fitnesscenter møder pegende fingre, spydige kommentarer og dømmende blikke, som dem Jacob Hildebrandt Hansen forleden oplevede, da han trænede i sit lokale fitnesscenter.

Det mener i hvert fald Henrik Duer, der har været træner og coach for deltagerne i reality-serien »Ekstremt Fed.«

»Jeg har aldrig hørt om noget lignende, så jeg håber og tror virkelig, at det er et enestående tilfælde,« siger han og fortsætter:

»Nogle overvægtige har taget et langt tilløb og overvundet en decideret frygt for at komme ned i fitnesscenteret, så hvis man får sådan en spand koldt vand i ansigtet, så vil mange være afskrækket fra at komme tilbage.«

Henrik Duer har i forbindelse med sit arbejde med deltagerne i »Ekstremt Fed« været i mange forskellige motionscentre med mange forskellige mennesker. Og han har aldrig hørt eller set noget lignende det, Jacob Hildebrandt Hansen i dag har berettet om og som ifølge Henrik Duer er en »trist«, men enestående historie.

Tvært i mod har Henrik Duer flere gange set det modsatte, hvor folk kommer hen og siger, at det er godt kæmpet, og at de bare skal blive ved.

»For mange overvægtige er det en hurdle bare at komme ned i fitnesscenteret til at starte med, fordi de synes, at de bliver udstillet og er bange for at falde helt igennem. Men det er fordomme, som for de allerflestes tilfælde, bliver afkræftet, når de kommer igang,« fortæller Henrik Duer og konstaterer, at »der er tosser alle vegne.«

Ifølge ham er det vigtigt, at man ikke lader sig skræmme fra at tage ned i det lokale fitnesscenter af frygt for spydige kommentarer og stirrende blikke, når man er overvægtig.

»For min erfaring er, at det ikke er det rigtige billede. Risikoen for at blive udsat for sådan noget, er minimal, og i fitnesscentret vil der være mange andre, som er i samme båd og også kæmper for at tabe sig,« forklarer Henrik Duer.