Afsked: Datteren Mette fandt flere afskedsbreve i Poul Glargaards lejlighed
Farvel onde verden. Sådan stod der med næsten ulæselig skrift hen over siden på et af de A4 ark, 45-årige Mette Glargaard fandt i sin fars lejlighed. En af flere kladder til afskedsbreve, som Poul Glargaard skrev de sidste to år. Indtil han 15. oktober i år traf den endelig beslutning og tog sit eget liv med en cocktail af piller og sprut.
Fundet af afskedsbrevene er endnu en bizar nyhed i hele den mediestorm, der opstod i kølvandet på skuespillerens selvmord.
Og Mette Glargaard lægger da heller ikke skjul på, at brevene og deres indhold kom som et chok for hende. Ikke mindst fordi de er et udtryk for, hvor skidt hendes far havde det. Længe.
LÆS OGSÅ:
- Jeg ved det jo ikke med sikkerhed. Men jeg tænker, at han helt tilbage i 2009 har besluttet, at han ikke gider leve mere, at nu skal det være slut. Men det har taget ham to år at komme til slutningen af den proces, siger Mette Glargaard.
Øjnene er faste og varme, talestrømmen lind og reflekterende. Men fragmenter af skrøbelighed sniger sig indimellem ind i hendes stemme. En svag bæven. Et lille knæk. Indtil kontrollen får overtaget igen.
Var alene
Det er seks år siden, Mette Glargaard besluttede at afbryde enhver kontakt til sin far. Hun kunne ikke længere lægge sind til den mr. Jekyll og Mr. Hyde, hendes far var. Til hans verbale modbydeligheder. Og krænkende adfærd.
Hele sit liv så hun en helt anden side af den mand end resten af verden. For i den verden var Poul Glargaard en glad og charmerende skuespiller og receptionsløve, som kunne lide en lille én eller ti til halsen.
Så selvom sorgen ramte Mette Glargaard som en våd lussing, da politiet i oktober ringede på hendes dør i Skagen og overbragte hende nyheden om faderens selvmord, var hun allerede langt i sin sorgproces.
LÆS OGSÅ:
- Min sorg begyndte allerede, da jeg var i 20-erne og opdagede, at det var helt galt. At jeg havde to forældre, der var alkoholikere – den ene muligvis syg – og at min følelse indeni var rigtig. Følelsen af, at jeg var alene, at jeg ikke havde forældre, der kunne bruges til noget og kunne støtte mig. At jeg var nødt til at være min egen gode forælder for at kunne overleve.
- Den proces har varet 20 år nu. Så man kan sige, at det bare var toppen af kransekagen, at han tog sit eget liv, forklarer Mette Glargaard og leger bevidst med sproget for at understrege, at Poul Glargaards død for hende også er positiv, blev et punktum.
- Den sorg, der var i forbindelse med selve hans død, var i virkeligheden en lille ting i forhold til al den sorg, jeg har bearbejdet de sidste 20 år. Jeg havde lige en uge efter, hvor jeg konstant var i sorg og følte mig virkelig forældreløs og alene. Men nu kan jeg give slip, siger Mette Glargaard, der arbejder som terapeut og gennem sit uddannelsesforløb har bearbejdet sit eget indre kaos for at kunne hjælpe andre.
Ønskede at hjælpe
Og det var netop opdagelsen af hendes ’arbejds-blog’ på nettet – hvor hun detaljeret har skrevet om sin opvækst i en dysfunktionel familie – der ifølge Poul Glargaards nære venner førte til, at han efter et par års tilløb indtog den dødelige dosis af piller og alkohol.
- Med fundet af brevene i hans lejlighed er det gået op for mig, at han ikke har haft det godt længe. Det er rigtigt sørgeligt at finde ud af, at han har haft det skidt, siger Mette Glargaard med en sårbarhed i stemmen.
- Så de sidste to måneder har da været voldsomme. Det er altid voldsomt, når ens far tager sit eget liv, fortsætter hun stille.
LÆS OGSÅ:
- Men jeg fortryder ikke noget. Jeg kan godt forstå, hvis folk synes, det er mærkeligt. ’Hendes far har været så forfærdelig syg, har hun da slet ikke haft lyst til at hjælpe ham?’ At de synes, at jeg er fanden selv, når nu min far var så ulykkelig. Jeg kan godt leve med, at folk mener noget dårligt om mig og synes, jeg har svigtet min far.
Men de kender kun den ene version. Jeg har forsøgt at hjælpe ham i mange år, har tilbudt at gå i terapi med ham, bedt ham om at få hjælp, gøre noget ved sit alkoholforbrug og sin ondskabsfulde adfærd. Men han var ikke modtagelig og kaldte mig ’satan selv’. Kaldte mig et ’ondt og ukærligt menneske’.
- Så jeg har gjort, hvad jeg kunne. Og da jeg ikke kunne mere, satte jeg en grænse for at passe på mig selv fremfor at give afkald på mig selv, fortæller hun afklaret og roligt.
En Hof og en Bloody Mary
For tiden bor Mette Glargaard på Frederiksberg. Ikke langt fra Solbjerg Kirkegård, hvor begge hendes forældre nu ligger i ’de ukendtes grav’. Men det er ikke et sted, hun dvæler ved ofte.
- Men jeg har da planer om at gå derhen til næste forår. Så vil jeg hælde en Hof og en Bloody Mary ned til dem. Hoffen er til min mor, mens min fars hofdrik var Bloody Mary, smiler hun galgenhumoristisk.
