På listen over ghettoer i Danmark ligger Tingbjerg i toppen. Her træder unge bandemedlemmer ud på gaden om aftenen foran lektiecaféen, hvor børn drømmer om at blive ingeniører. Tag med Berlingske på besøg i et af de parallelsamfund, som statsministeren har bebudet et opgør med.
Gruppen af unge mænd er alle klædt i mørkt tøj. En af dem har bogstaverne LTF (Loyal To Familia, red.) trykt på sin hættetrøje. De står ud for »Ruten« – hovedgaden i den københavnske bydel Tingbjerg, som danner rammen for livet i bydelen med dens forretninger og sociale samlingssteder.
De tilbyder en smøg og fortæller, at de keder sig.
Min telefon ringer, og jeg går væk for at tage opkaldet.
Pludselig råber en kioskejer:
»Du må ikke gå sådan frem og tilbage, helt klædt i sort, mens du snakker i telefon. Du bliver skudt!« advarer han og understreger, at det ikke var en spøg.
Det er en kold oktoberaften, og gruppen af unge mænd står og spejder op ad Ruten for at holde øje med, om uvelkomne biler kører forbi – måske på jagt efter netop dem.
På den måde er det en aften som de fleste andre for de unge mænd, der ved 17-tiden rykker ind i varmen på den lokale kommunale ungdomsklub Crossroad 18+ på 1. sal lige ud for Ruten.
Og så alligevel ikke så normal: Om få timer i Mjølnerparken, godt seks kilometer fra, hvor vi står, bliver en mand skudt og dræbt, mens to andre bliver hårdt såret.
Det bliver det første drab i bandekrigen mellem Brothas fra Mjølnerparken og LTF, som bl.a. holder til i Tingbjerg og på Blågårdsplads på Nørrebro. Tre dage senere bliver en mand dræbt i Tingbjerg, angiveligt som en hævnaktion.
Konflikten blussede op i sommer og har nærmest gjort pistolskud til en del af hverdagen i flere københavnske bydele.
En bandekrig, der er en af årsagerne til, at statsminister Lars Løkke Rasmussen har bebudet et opgør med parallelsamfundene i de danske ghettoer.
Han har bedt tre ministre om at gennemgå området og komme med nye forslag.
Mens vi venter på regeringens forslag, har Berlingske besøgt tre ghettoområder i Danmark for at tale med borgerne om, hvordan det egentlig står til i deres bydel, og hvordan de ser på udfordringerne i deres boligområder.
Tingbjerg og dets 6.527 beboere er et af de områder.
»Jeg går aldrig ud på gaden efter klokken syv«
Knap 30 procent af borgerne i Tingbjerg stod 1. december 2017 uden for arbejdsmarkedet. Det fremgår af Boligministeriets ghettoliste.
Knap 60 procent af beboerne har udelukkende en grundskoleuddannelse bag sig, og knap tre procent af beboerne er dømte kriminelle.
Området er kendetegnet ved, at godt 73 procent af beboerne er indvandrere eller efterkommere med ikke-vestlig baggrund.
Hvis man taster »Tingbjerg« ind på Googles søgemaskine, dukker følgende op:
»Ungt bandemedlem i livsfare efter nyt skyderi i Tingbjerg«, »Ung mand død efter skyderi i Tingbjerg«, »Nyt skyderi: Ung mand skudt ned i Tingbjerg«.
Indtrykket af området er ved første øjekast et andet.
Bydelen virker fredfyldt. Kvinder, som har trodset efterårsblæsten for at handle med håret gemt væk under tørklæder, sludrer med hinanden mellem de gule mursten, som kendetegner bygningerne i Tingbjerg.
57-årige Ali Shil Wehelie fra Somalia er på vej hjem til sin kone. Parret har boet i Danmark i ti år, og Ali Shil Wehelie arbejdede de første to år i Danmark. Siden har han haft svært ved at finde arbejde og opholder sig mere omkring hjemmet i Tingbjerg.
Han er træt af de unges skyderier.
»Danmark er fint, men der er mange af de unge herude, som ikke går i skole eller arbejder. Dem er der mange problemer med. Jeg holder mig væk fra dem, så på den måde er jeg ikke bange. Men jeg går aldrig ud på gaden efter klokken syv. Jeg skal ikke ud til dem,« siger Ali Shil Wehelie.
En anden beboer, som ikke vil have sit navn eller billede i avisen, fortæller, at hun i sommer gik en tur med sin veninde. De satte sig på en bænk ved lyskrydset ind mod Tingbjerg. Pludselig kørte en bil forbi, og en dreng stak armen ud og skød op i luften.
»Jeg bryder mig ikke om at være udenfor længere. Sådan var området slet ikke, da vi flyttede hertil,« siger hun.
Nogle af kvinderne på gaden har små børn ved hånden og passerer gademedarbejderne, som går langs bygningerne. De fejer blade væk og samler affald op, så området ser præsentabelt ud.
Michael er en af medarbejderne. Han har boet i Tingbjerg i godt 35 år. Nu er han flyttet fra området.
Michael har oplevet bydelen forandre sig.
»De første år var der slet ikke vold. Det var ikke utrygt eller farligt at være i området. De seneste år har området forandret sig til det værre,« siger han og beskriver utrygheden og uroen som en bølget kurve. Så går det pludselig bedre, så går det værre igen.
For nogle måneder siden oplevede flere beboere, at de skulle betale parkeringspenge til unge mænd ud for forretningerne i bydelen, fortæller Michael. Opkrævningerne fungerede i samme stil som beskyttelsespenge for butikker; kundernes biler var »beskyttet«, mens de handlede.
»Det er jo ikke så godt, men efter lidt tid blev det stoppet igen,« siger Michael.
»Jeg rejser ikke«
Opkrævningerne har ejer af supermarkedet Spar, Bent Kristensen, også oplevet. Flere af hans kunder fortalte om problemet, inden han kontaktede politiet og fik opkrævningerne stoppet.
Bent Kristensen har haft Spar i 11 år og mener, at Tingbjerg er inde i en god periode. I sin tid som købmand i boligområdet har han oplevet både at have pistoler holdt mod tindingen, at blive låst inde i et fryserum af røvere og miste stemmen af chok under et røveri.
»Jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker at være købmand. Jeg har investeret mange penge i forretningen. Jeg rejser ikke,« siger Bent Kristensen om, hvorfor han bliver i Tingbjerg.
»Vi har ikke haft en vagt ansat i halvandet år. Det er ikke nødvendigt længere.«
Beviset på, at det går bedre, er hans faldende forsikringspolice, siger han. I år er den for første gang faldet til markedsniveau.
Tingbjerg blev tegnet i 1940erne. Området skulle være en »by i byen« med grønne områder, hvor naboer og børn kunne lege og være sammen med hinanden. Området fik sin egen kirke, skole og handelsgade.
Et dejligt, roligt og trygt liv i Tingbjerg formede sig på tegnebrættet hos Steen Eiler Rasmussen.
I dag er billedet et andet.
I løbet af bandekonflikten, som startede i sommer, har der været fire skudepisoder i bydelen. En person er blevet såret og én person er dræbt i Tingbjerg.
Skyderier er ikke nyt for beboerne. Området har tidligere oplevet bandeuroligheder. En 19-årig mand blev dræbt i bydelen i august 2008, ligesom en 17-årig mand blev dræbt i Tingbjerg i maj 2013.
I restauranten »KAJ« på Ruten, som 19-årige Ali Parnian ejer, er medarbejderne bekymrede. Flokken af unge drenge og LTFere holder til uden for restauranten.
Ali Parnian har flere gange bedt dem flytte sig. Nogle aftener lytter de og rykker væk, andre gange er de blevet vrede og truende. Et par enkelte gange er de kommet ind i butikken for at gemme sig, hvis der var risiko for, at andre bander kørte forbi. Så har Ali Parnian bedt dem gå ud.
»Det er ikke godt for forretningen, og det gør mig utryg,« siger Ali Parnian, der også er bekymret for, at der bliver skudt efter mændene, når de står foran hans vinduer, så kuglerne risikerer at ramme ham.
Han kom til Danmark for halvandet år siden med sin i dag 16-årige bror. Brødrene er oprindeligt fra Iran, men har fået asyl i Italien med deres far, før drengene selv valgte at rejse til Danmark. Faderen fulgte ikke med, men besøger drengene. Moderen forlod familien, da Ali Parnian var lille.
»Først var det ensomt at komme hertil. Men min bror og jeg har stået sammen om det. Vi lærer dansk sammen.«
I næsten et år boede han i asyllejren, før han fik opholdstilladelse. Derefter lånte Ali Parnian penge fra sin far i Italien til at åbne restauranten, fordi Ali Parnian ikke ville være på kontanthjælp.
Han kendte kokken, der havde restauranten og betalte ham for at overtage stedet. Ali Parnian kendte ikke til reglerne på området og blev snydt, da kokken stak af med Ali Parnians penge. Alligevel fik han til sidst lov til at åbne forretningen af ejeren af bygningerne.
»Kunder er bange for skyderier og tør ikke at komme her. Nogle dage har jeg selv været så påvirket af frygten, at jeg har lukket forretningen og er taget hjem for at slappe af. Det er ikke længere muligt at arbejde hver dag i Tingbjerg,« siger Ali Parnian.
Hans medarbejdere Morteza Norouzi Kordani og Abolfazi Mohammadi er også bekymrede for bandeurolighederne.
»Tingbjerg er ligesom Texas. Det er det vilde vesten herude. Jeg går ikke udenfor, når jeg er her,« siger Morteza Norouzi Kordani, mens Abolfazi Mohammadi tilføjer:
»Det er meget farligt herude.«
»Jeg sendte ham et år til hjemlandet for at blive opdraget«
Længere nede ad Ruten arbejder en af de fædre, som har oplevet, at hans eget barn er kommet i problemer. Det er slagteren Zafir, der ejer Al Medina Halal Slagter på Ruten.
Han kom til Danmark fra Afghanistan i 1991.
Der dufter af lam i hans slagterforretning, og der er en lind strøm af kunder hele dagen. En af kunderne, der med et kritisk blik er ved at udvælge varer, er kone til Algeriets ambassadør.
Zafir er gået ud i baglokalet for at gøre kassen op, mens yngre medarbejdere arbejder videre med kød og kunder.
Zafir fortæller, at han har seks børn og bor med sin kone i Tingbjerg, hvor børnene er vokset op. Han synes, det er et godt sted for familien at bo.
Flere af hans børn er enten ved at tage en uddannelse eller er allerede færdiguddannede. En af sønnerne er lige rykket på privatskole.
Zafir vurderede, at sønnen var ved at få de forkerte venner – nogle ballademagere, siger han.
Det er måske netop belært af skade, at Zafir derfor sendte sønnen på en anden skole. En af Zafirs ældste sønner er nemlig blevet kriminel.
»En rigtig idiot. Jeg sendte ham et år til hjemlandet for at blive opdraget, men det var en fejl. Der var flere stoffer, han kunne tage,« siger Zafir og fortæller, at sønnen senere blev fjernet fra hjemmet.
»Jeg kunne bedre styre ham. Det gik helt galt, da han blev fjernet,« siger Zafir.
Zafir mener, det ofte er svært for de unge med indvandrerbaggrund at leve i to forskellige kulturer. De skal leve efter den mellemøstlige kultur hjemme og den danske kultur, når de er i skole. Det giver mange af børnene en identitetskrise, og det kan betyde, at de opsøger kriminalitet.
Hvis familien selv har psykiske problemer eller ikke har energi til at forstå det danske samfund, giver det problemer for børnene, siger han.
»Mange forældre har ikke magt over deres egne unger. Hvis børnene er normale i hovedet, skal de nok få en uddannelse og klare sig. Men hvis de ikke bliver opdraget til det hjemmefra, går det galt.«
Han mener ikke, at straffene for kriminalitet er hårde nok. Tilværelsen er for let for de kriminelle i fængslerne – der er fjernsyn og god mad, mener han.
»Det var svært at komme ind i samfundet«
Zafir er ikke den eneste i Tingbjerg, som holder et vågent øje med, hvilken retning børnene er på vej i.
Rundt omkring i bydelen hænger opslag om busture til studiemesser, hvor de unge bliver præsenteret for uddannelser og initiativer som lektiecafeer.
Inde på den anden side af væggen til Zafirs slagterforretning befinder Kontakten sig – et kommunalt tiltag, der laver aktiviteter for beboerne, som blandt andet kan komme forbi og låne en symaskine. Derinde sidder Amino Hassan og sludrer med andre kvinder fra Tingbjerg.
Hun er 50 år gammel og kom til Danmark fra Somalia i 1997. Hun har startet en lektiecafé for dansk-somaliske børn for at hjælpe de unge væk fra problemer.
»Vi (somaliske forældre, red.) kom til Danmark, fordi der var krig i Somalia. Vi havde ikke nogen uddannelse, og det var svært at komme ind i samfundet. Vores børn skal ikke ende som os,« siger Amino Hassan.
Hendes slidgigt gør, at hun ikke arbejder, men hun har været pædagogmedhjælper.
»Nogle af mødrene har problemer med at tale det danske sprog og lider af psykiske problemer. Så holder de sig meget hjemme, og det er ikke godt. Forældrene har et ansvar for deres børn, og det lever de ikke op til, hvis de ikke hjælper deres børn med at få et bedre liv i Danmark,« siger hun.
Hun havde fordomme om Danmark, da hun kom hertil. Hun var bange for at tale med myndighederne, men det var en fejl, siger hun. »Det handler om at tilpasse sig et nyt samfund. Det vil jeg gerne. Jeg vil gerne leve som jer danskere. Tidligere var jeg bange for alt det nye. Jeg var bange for, at mine børn fik danske venner. Jeg var i det hele taget bange for det danske samfund. Mine børn fik ingen frihed, og mine somaliske venner sagde, at jeg skulle sende dem til Somalia, hvis de kom i problemer,« siger Amino Hassan.
»Men jeg ville ikke have, at mine børn skulle bo et andet sted end hos mig. Så jeg tog en beslutning om, at mine børn skulle klare sig godt i Danmark.«
»Forældrene kan ikke styre os«
Amino Hassans tilgang til opdragelse får ikke opbakning på den anden side af Zafirs slagterforretning, hvor Gonzales Pizzeria befinder sig. Her arbejder en 28-årig mand, som ikke genkender, at kriminalitet blandt de unge kan bekæmpes med opdragelse og gode skoleinitiativer.
Den unge mand har boet i Danmark i 19 år og ønsker at være anonym.
Han siger, han arbejder »så meget som muligt« i pizzaforretningen for at holde sig selv ude af kriminalitet.
»Hvis 90 procent af ens venner er kriminelle, er det svært ikke selv at blive det,« siger han.
»Forældrene kan ikke styre os. Det er en anden kultur. Hvis jeg går ud på gaden klokken 12 om aftenen, kan min far ikke gøre noget,« siger han.
»Det handler om kultur. Vi er mere varmblodede,« siger den unge mand uden at ville uddybe nærmere.
Selv om mange af vennerne i Tingbjerg er kriminelle, vil han ikke flytte fra området. Hans forældre er syge, og dem vil han ikke flytte fra, siger han.
»Deres tankegang var helt anderledes«
Flere af vinduerne i de gule bygninger er pyntet med juledekorationer. Bag et af dem bor 73-årige Hanne Fredericia.
Hun har boet med sin mand i Tingbjerg i omkring 50 år, men manden er i øjeblikket indlagt på hospitalet efter en operation for diskusprolaps. Både hun og manden blev født i Brønshøj, og derfor var Tingbjerg et oplagt valg for det nygifte par. Manden har været beboerformand, og børnene har gået på Tingbjerg Skole, hvor Hanne Fredericia først arbejdede som rengøringskone og senere lærervikar.
»Jeg lærte ikke børnene noget. Skolen fandt først ud af det, da jeg stoppede, men jeg er ret kraftigt ordblind, og børnene rettede sommetider på, at jeg ikke skrev ordentligt,« siger Hanne Fredericia og griner.
Som lærervikar har hun snakket med mange af de unge mænd, som om aftenen stiller sig ved Ruten.
»Jeg kan ikke lide, at de skyder hinanden. Men jeg laver sjov med det. Det er man nødt til, når man bor sådan et sted. Jeg kan udmærket holde ud at bo her. Børnene elskede mig i skolen, og de unge drenge hilser stadig på mig, når jeg går forbi dem på gaden,« siger Hanne Fredericia.
Hun kunne allerede i skoletiden se, hvilke drenge der ville ende i flokken af unge mænd på Ruten.
»Deres tankegang var helt anderledes. Det drejede sig om det eventyrlige, og de snakkede om, at de ville have koner, som var jomfruer, for så ville det sige »bang«,« siger den tidligere lærervikar.
Ligesom Hanne Fredericia tager en anden beboer, 48-årige Barathy Sivapalan fra Sri Lanka, det roligt, at bandemedlemmer holder til i bydelen.
Barathy Sivapalan har været i Danmark i 17 år. Han arbejdede de første par måneder af sit ophold i Danmark, men har siden været arbejdsløs, for det er indviklet at finde arbejde i Danmark, siger han.
I hans lejlighed er der redt op på sofaen, mens gryder hober sig op i køkkenet, og tøjet er stoppet ned i IKEA-poser.
»Sådan går det, når man bor alene mand i flere år,« siger han.
På engelsk forklarer han, at skyderierne ikke stresser ham.
»Jeg føler mig ikke tryg. Men du kan blive skudt alle steder. Jeg har set så mange dræbte i mit hjemland. Jeg så kroppe dræbt på brutale måder og blod overalt. Et par skyderier eller et drab i Tingbjerg kan ikke ryste mig.«
Aften i Tingbjerg
Når det bliver aften i Tingbjerg, summer Ruten af liv. Familier hjemvendt fra arbejde handler i Spar, finder grøntsager ved grønthandleren og bliver klippet ved den lokale frisør.
På legepladsen står 29-årige Safi og holder øje med sin lille nevø, der tumler rundt.
Safi er opvokset i Tingbjerg og bor stadig i bydelen. Han er uddannet ingeniør og arbejder som IT-konsulent i København. Hans forældre er fra Afghanistan.
»Jeg er tryg herude. Jeg har ikke rigtigt lyst til at bo andre steder, for her er jeg tæt på min familie og kan hænge ud med mine brødre og søstre. Det betyder meget,« siger Safi.
Artiklen fortsætter under billedet..
Han beskriver Tingbjerg som et landsbysamfund, hvor alle kender hinanden. Han er klar over, at det kan lyde underligt, at Tingbjerg er et af de steder, han føler sig mest tryg, når området ofte omtales i medierne på grund af skud-episoder.
»Jeg kunne let være gået en anden vej, for den kriminelle bane bliver præsenteret for dig herude, når der er typer i området, som ikke følger reglerne. Men det handler alt sammen om opdragelse,« siger Safi, der mener, at virksomheder skal give de unge fra Tingbjerg en chance.
Han har hjulpet unge fra ungdomsklubben Crossroad 18+ med at finde praktikpladser.
»Vi fik nogle ud i praktik, og de er på rette vej. Arbejdsgivere skal turde at ansætte en ung fra Tingbjerg. Det kan være, han har en slem fortid, men han bliver taknemmelig over at få en chance, og det kan få ham i den rigtige retning,« siger Safi.
»Der er mange unge herude, der har talenter. Men så er der ikke penge i familien, og så skal de skaffe dem på en måde, som ikke er god.«
Han er selv træt af banderne og ville ønske, at de unge stoppede deres skyderier i gaden.
»Vi flygtede fra krigen. Vi er ikke kommet hertil for at starte en ny krig med unge, som skyder hinanden i gaden.«
Hvordan skal områder som Tingbjerg ændre sig i forhold til de udfordringer, som er herude?
»Jeg tror især, det er banderne, der skaber problemerne og giver områderne et dårligt ry. Dem skal der ske noget med. Men der er også mange forældre herude, som har traumer og ikke er arbejdsdygtige. Det er svært at fikse,« siger Safi, der også kan se fordele ved områder som Tingbjerg.
»Det er lettere for nye indvandrere at forstå samfundet, hvis de er sammen med nogen fra deres egen kultur i starten. Jeg arbejder med en flygtning fra Syrien. Han spørger meget til den danske kultur, og jeg forsøger at forklare, hvordan han skal opføre sig i Danmark. Hvis han vil invitere en kvinde ud i den muslimske kultur, spørger man om hånden, og det hele kan være meget formelt. Det virker ikke nødvendigvis med danske kvinder.«
I nærheden er 25-30 mænd samlet hver- anden onsdag aften. De unges opdragelse er et vigtigt emne, der har fået gruppen af mænd fra 11 forskellige lande til at samles for at lave mad i det kommunale køkken i T-huset.
18 kg lam ligger i en gryde i det lille køkken, mens 54-årige Sheikh Salid rører med en stor træske. Dufte af eksotiske krydderier hvirvler rundt i lokalet.
»Den måde, man opdrager børn på i Mellemøsten, er anderledes end i Danmark. Mænd har en anden rolle. Vi har altid fået at vide, at vi ikke kan lave mad,« griner Sheikh Salid.
Flere af fædrene er arbejdsløse. Enten er det sproget, fordomme om udlændinge, sygdom eller bopælen i Tingbjerg – som ifølge mændene skræmmer arbejdsgivere væk – der spænder ben for at komme i arbejde. Sheikh Salid bruger sin tid på de unge i bydelen. Han har startet et cricket-hold for drenge.
Sheikh Salid mener, der bliver brugt for mange penge på engangstiltag i integrationsarbejdet såsom fladskærme i klublokaler og store events.
»Så kan de sidde ved den skærm – og hvad så? Hellere give penge til forældre, som starter langvarige projekter i gang herude. Det er en lang proces at vende udviklingen med børn og unge, som roder sig ud i problemer,« siger Sheik Salid.
»Det kan ikke bare løses med en PlayStation eller en koncert.«
Voksne skal engageres sammen med de unge og være rollemodeller for dem. Og det handler ikke kun om de ressourcesvage børn, siger Sheik Salid. Det handler også om de ressourcestærke.
»De skal også finde sig selv i det danske samfund. Der kommer et tidspunkt, hvor de enten finder ud af det eller kommer i en gråzone. Når de kommer i en gråzone, er det netop de børn, der kommer til at lede banderne. Det er de kloge,« siger Sheik Salid.
Når mørket falder på...
Tilbage ved den unge gruppe af mænd foran kiosken på Ruten, har mørket lagt sig over Tingbjerg.
De er gået op i klubhuset Crossroad 18+ i ly for blæsten, og hvad der ellers kommer forbi Ruten om aftenen.
De unge mænd spiller Fifa på en PlayStation og råber ad det store fladskærms-TV. Andre træner i motionslokalet. Enkelte har sat sig ind i rygerummet, hvor luften er tæt af røg, og et askebæger er skubbet helt over i hjørnet af lokalet, hvor ingen lægger mærke til det. Sofabordet bliver brugt til at skodde cigaretterne.
»Hvis du ikke skriver, hvad vi siger, er vi stadig gode venner. Der er ikke noget, som er til citat,« siger en af mændene med et skævt smil. Stemningen er munter, og der er kun et let strejf af trussel i hans tone.
Jeg spørger, om jeg i stedet må skrive, hvad de tænker om at bo i Tingbjerg.
»Her er fint og hyggeligt,« lyder det, og gruppen slår en skraldlatter op.
En af de andre taler i telefon uden for rygerummet. Da han lægger på, går han over til mig og siger, at det er på tide, jeg går hjem.
Jeg følger hans opfordring og går gennem hashduftene ude på gangen foran Crossroad 18+, hvor de 16-17-årige, som ikke må komme ind i klubben, hænger ud.
Inden jeg stiger på bussen mod indre København, går jeg forbi lektiecafeen, hvor en dreng ved navn Mohammed træner engelske gloser. Han skal være ingeniør, og der er snart engelsktest i skolen. Han skal have gode karakterer, understreger han.
På vej væk fra Tingbjerg kommer beskeden. Den første person i bandekrigen er dræbt af skud i Mjølnerparken. Tre dage senere bliver en anden mand dræbt af skud i Tingbjerg få hundrede meter fra, hvor de unge mænd hænger ud.
