»Jeg har aldrig set så mange stoffer i mit liv, som jeg gjorde, da jeg kom her. Det er et Mekka for folk, der er glade for stoffer.«
Ordene kommer fra 23-årige Christian Finstad fra Norge. Han er netop vendt hjem fra sin første Roskilde Festival.
Mængden af stoffer på Roskilde Festival er netop blevet en historie i det norske medie Dagbladet, hvor Christian Finstad taler om sine oplevelser.
Da Roskilde Festival var omme var 409 personer taget for besiddelse af ulovlig narkotika på festivalpladsen, oplyste Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse. Politiet nåede at beslaglægge 3 gram kokain, 57 gram amfetamin, 6 gram svampe, 930 gram marihuana og to kilo hash på Roskilde Festival. Men den helt færdige opgørelse ligger ikke klar endnu.
Gemte MDMA i underlivet
Blandt de personer, der hygger sig med andet end Tuborg, kolde Carlsberg og technobajere, er australske Geena på 25 år. Hun og kæresten har rejst hele vejen fra Melbourne til Roskilde.
»Vi var ikke sikre på, hvor meget politiet og sikkerhedsvagterne visiterede os, så vi pakkede to gram MDMA ind i kondomer og skubbede dem ind her,« siger Geena til Dagbladet og peger mod sit underliv.
Hun er overrasket over, hvor slap visitationen af gæsterne på Roskilde Festival var. Hun fortæller, at i Australien ville gæsterne nærmest være blevet afklædt for at blive visiteret ordenligt.
Også 18-årige ’Mikkel’ fra Sjælland, der er anonymiseret af Dagbladet, tager tjubang til næsen sammen med sin ven til Roskilde Festival. Han fortæller, at de både har kokain, MDMA, hash og en masse lattergas med ind på festivalen. Det gør de simpelthen for at gøre festivalsoplevelsen en anelse mere sjov. Han mener, man får et anderledes kick ud af stofferne end ved alkohol, der gør, at man kan holde sig kørende i flere dage. Og ifølge ’Mikkel’ er det så let som ingenting at skaffe stofferne.
Den 18-årige spår, at mindst 20 til 30 procent af gæsterne på Roskilde Festival indtager noget andet end alkohol.
Carsten Andersen, der er pressemedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, fortæller, at der bliver gjort en stor indsats for at bremse stofferne på Roskilde Festival, men at det er svært, fordi der er mere end 100.000 mennesker samlet.
Også Morten Therkildsen, der er sikkerhedschef på Roskilde Festival, anerkender, at der findes mange stoffer på festivalen, men han påpeger, at Roskilde Festival er Danmarks fjerde største by, derfor er det heller ikke sikkerhedschefens opfattelse, at der findes flere stoffer på Roskilde Festival end i nattelivet i andre store byer.
Samtidig forklarer han, at en gæst, der bliver taget med stoffer, vil blive bortvist eller få en advarsel. Politiet og Roskilde Festival arbejder tæt sammen om problemet.
Omkring 130.000 mennesker deltog i årets Roskilde Festival.