Det triste elefantdødsfald i Københavns Zoo påvirker ikke kun elefanterne. Også havens gæster er kede af, at elefantfødslen gik helt galt.

Bt.dk talte mandag formiddag med en række af havens gæster, og ordene var de samme fra alle: Det er både synd og skammeligt, at elefanten var dødfødt.

- Det er så trist. Vi havde glædet os til at se den i live og havde endda tjekket på havens hjemmeside, inden vi tog af sted. Der stod ingenting om, at elefanten var død natten til i dag (mandag, red.), så det var lidt af et chok, da vi fik det at vide, siger 57-årige Annette Faurby, skolelærer og fra Glostrup.

Ved elefanternes indhegning havde personalet i dag klistret et stykke papir op, der gjorde opmærksom på nattens triste begivenhed: At den længe ventede elefantunge blev dødfødt kl. 03.07 natten til mandag.

- Det er godt nok skammeligt og synd for elefanterne og den lille unge (Khao Sok, der blev født i februar, red.). Det ville da have været dejligt, hvis den lille havde fået en legekammerat, siger Michael Nielsen, der kommer fra Glostrup, til bt.dk.

Hele flokken er i sorg
I elefantflokken er det heller ikke kun den 15-årige mor, Surin, der er påvirket:

- Elefanter er flokdyr, og lige nu er flokken i sorg og kan ikke forstå, hvad der er sket. Hele flokken har været gearet op til fødslen. Jeg plejer at kalde det en 'kollektiv' fødsel, selvom det selvfølgelig ikke er det. Men det skal forstås sådan, at hele flokken deltager i fødslen og hjælper den nyfødte. Og når det så går galt, som det gjorde i nat, er det hele flokken, der bliver ramt af sorg, siger Bengt Holst til bt.dk.

Omkring kl. 06.00 mandag morgen valgte personalet at fjerne den dødfødte unge fra den store indhegning og placere den i det tilstødende rum, et såkaldt karantænebur. På den måde har personalet mulighed for at undersøge ungen og forhindre, at den bliver yderligere skadet. Og på samme tid har elefanterne mulighed for at sige ordentligt farvel.

- Flokken har brug for tid til at undersøge den døde unge. Derfor lader vi ungen ligge et sted, hvor elefanterne kan undersøge den med deres snabler, røre ved den og mærke den. De tager afsked med ungen ved blandt andet at undersøge, om ungen nu også er rigtig død. På den måde kan de finde ud af, om de kan efterlade ungen. Men går den for meget i forrådnelse, må vi selvfølgelig få den fjernet, lyder det fra Bengt Holst.

Indtil videre ved dyrepasserne i zoologiske have ikke, hvorfor den lille unge var død ved fødslen. Det kan obduktionen muligvis fastslå - men den vil først blive foretaget, når elefanterne har sagt ordentligt farvel, og ungen kan fjernes. Lige nu er de meget påvirkede af situationen og har brug for at tage afsked.

En sådan afsked kan tage alt fra timer til flere dage. Og personalet vil lade ungen ligge dér, indtil elefanterne ikke længere undersøger den og 'jamrer'. Siden dødfødslen, der fandt sted kl. 03.07, har flokken med jævne mellemrum brølet højt, svajet fra side til side og skiftevis klamret sig til den døde unge med deres snabler.

- Lige nu hører vi nogle klassiske brøl for flokken. Det er en typisk måde for dem at udtrykke deres frustration og sorg. De havde jo ikke forventet, at det ville være en dødfødt unge, siger Bengt Holst.

Også de gæster, som BT talte med, kunne fornemme, at elefanterne var påvirkede af dødsfaldet:

- Man kan tydeligt mærke, hvordan de har det. De står og svajer og virker faktisk rigtig kede af det, og det er synd, siger Annette Faurby, der kommer fra Glostrup.

Det er anden gang, at zoologisk have i København får en dødfødt elefant. Siden 1962 har der været 14 elefantfødsler i den over 150 år gamle zoo.