Et Transavia-fly lavede her til morgen en sikkerhedslanding i Københavns Lufthavn.

I cockpittet var der indikationer om, at det forreste hjul ikke var slået ud, og flyet tog derfor de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. 

Det oplyser Transavia til bt.dk

Transavia-flyet fra Malaga fløj over kontroltårnet, der lavede en visuel vurdering og kunne se, at stellet var slået korrekt ud. 

På grund af sikkerhedsprocedurer lavede flyet efterfølgende en såkaldt sikkerhedslanding, hvor brandbiler stod klar på stedet.

Alle passagerer er i god behold.

I lufthavnen sad Frank Lassen og ventede på sin søn, svigerdatter og to 10-årige børnebørn, der var på flyet fra Malaga.

- Man tænker da sit, når man hører brandbilerne, siger Frank Lassen til bt.dk.

Flyet var i forvejen syv-otte timer forsinket, da det skulle være landet torsdag aften kl. 23.45. Transavia oplyser, at det intet havde at gøre med landingsstellet.