400 mennesker. Så mange var der. Kirken var fyldt til bristepunktet, da Dreslette Kirke i Haarby på Fyn i går var rammen om bisættelsen af 15-årige Jasmin Leschøtt, der døde i sidste uge af det man i første omgang troede var en overdosis amfetamin, men som reelt viste sig at være kulilteforgiftning.

Én af dem, der var mødt op for at sige farvel til teenageren var Oliver Feldballe, der er professionel fodboldspiller i Randers FC.

Fodbold var noget af det, der betød meget for Jasmin Leschøtt. Hun var glødende OB-tilhænger. Dedikeret som få. Hun så så mange kampe, hun kunne. Fulgte spilleren i tykt og tyndt. Specielt Oliver Feldballe, der spillede i OB fremtid 2011, hvor han skiftede til Randers, betød meget for hende.

Men det gjaldt også den anden vej rundt, fortalte Oliver Feldballe, da BT talte med ham efter bisættelsen. Den unge Randersspiller havde nemlig taget turen til Sydvestfyn for at sige et sidste farvel til den fodboldgale fynbo.

- Hun betød faktisk også meget for mig. Hun var der altid, man kunne altid regne med hende, fortæller Oliver Feldballe.

- Nu er det hendes familie, der er i en meget svær situation, som er hård at komme igennem, så er det mindste, jeg kan gøre, at komme her, vise min respekt og forhåbentlig være med til at sprede lidt glæde i en meget svær situation... hvis man da overhovedet kan det, siger han.

Jasmin var iført Randersspillerens trøje, med hans navn og en speciel hilsen, da hun blev sendt afsted på sin sidste rejse. På trøjen havde Oliver skrevet: "Kære Jasmin. Tak fordi du altid er der".

Trøjen fik Jasmins mormor, Halina Leschøtt, for en måned siden. Det skulle have været en overraskelse, men barnebarnet nåede aldrig at få den. Før nu.

Oliver Feldballe erkender, at det er noget specielt at vide, at hun blev bisat i en spillertrøje, der bærer hans navn og håndskrevne hilsen.

- Det er en meget stor ære, men samtidig også en helt specielt følelse. Men bisættelsen var i det hele taget meget smuk, selvom den var fyldt af meget smerte, fortæller han.