Mens vi storforbruger sociale medier, har vi sideløbende et hemmeligt ønske om ikke konstant at være på. Hver fjerde dansker har overvejet at droppe Facebook, mens hver tiende har forsøgt at sætte begrænsninger på eget netforbrug, viser ny TNS Gallup-måling for Berlingske.

Det er den moderne spændetrøje. Hver dag iklæder vi os den velvilligt, når vi om morgenen rækker ud efter smartphonen ved siden af sengen og tjekker Facebook som det første. Så er vi på. Låst fast i positur med fingrene swipende løs.

Alt i mens vores daglige forbrug af sociale medier stiger, dagdrømmer vi alligevel om scenariet, hvor det endelig lykkes os at sparke spændetrøjen af, smide smartphonen langt pokker i vold og slette alle log-ins til Facebook, Instagram og alt det andet, vi elsker at hade og hader at elske på samme tid.

En ny TNS-Gallup-måling foretaget for Berlingske viser, at hver fjerde dansker har overvejet at droppe Facebook. Hver tiende dansker har overvejet at droppe andre sociale medier, mens hver tiende dansker også har et ønske om at bruge mindre tid på smartphonen. Samtidig har hver tiende dansker forsøgt at begrænse eget tidsforbrug på internettet.

Vi ønsker det. Men gør vi noget ved det?

Næppe, lyder det kontante svar fra Lisbeth Klastrup, der forsker i sociale medier ved IT-Universitet i København. I et stykke tid har man haft en idé om, at forbruget af sociale medier skulle være faldende, men de nyeste undersøgelser fra USA viser ifølge hende, at der ikke er tegn på et farvel.

»Når danskerne i Gallup-målingen svarer, at de overvejer at droppe blandt andet Facebook, er det måske et udtryk for den sociale tvang, der også kan ligge i de sociale medier. Man bliver nødt til at være der, for ellers går man glip af den information, alle andre deler. Og at det er en tidsrøver – at man bruger tid på det frem for alle mulige andre ting, som man burde tage sig af.«

Hamrende svært at hoppe af

Vi vil gerne være mindre på. Alligevel vil vi ikke give slip på den gadget, der gør den uendelige tilstedeværelse mulig. Kun fire procent af danskerne har overvejet at droppe smartphone og tablet, viser TNS-Gallup-målingen. En del af ønsket om at hoppe af handler også om, at vi gerne vil undslippe den perfekte verden, som vi møder online, lyder det fra forskeren.

»Der er måske stadig en oplevelse af, at det, man får ind via de sociale medier, er en poleret, lykkelig fremstilling af livet, som man måske ikke altid kan hamle op med og derfor har lyst til at tjekke ud. Og det kan da være frustrerende kun at være vidne til de meget gode ting. Der kan godt spille en social misundelse ind. Men virkeligheden er, at folk også poster om de dårlige ting i livet: Skilsmisser, sygdom og andet.«

Der er perioder i de fleste danskeres liv, hvor man ikke gider de sociale medier. Hvor man for en kort stund tager sig en digital detox. Men ligesom en slankekur ofte kun er kortvarig, hopper vi tilbage igen, fordi det at være på er blevet uundgåeligt.

»I fremtiden bliver det måske sådan, at man signalerer overskud, hvis man rent faktisk hæver sig over det almindelige forbrug og bevidst checker ud i perioder. Den stærke bliver måske den, der erkender, at man har brug for en pause og ikke kan være til stede hele tiden – og at ens sociale netværk er stærkt nok til, at man ikke behøver at være på de sociale medier,« siger Lisbeth Klastrup.

Hvor langt er der fra danskernes ønske til, at de reelt dropper ud?

»Folk gør det måske i en periode, hvor man lige hopper af eller skruer stille og roligt ned for forbruget hen over en periode. Det fulde farvel sker sjældent – netop af de sociale grunde.«

Hvor let er det i dag for et menneske at hoppe af?

»Jamen, det er jo hamrende svært, hvis du er et socialt menneske med venner, eller hvis du har børn. Men der er 2,8 millioner danskere på Facebook, og det vil sige, at en stor del af danskerne stadigvæk ikke er på, og at du i din omgangskreds kan finde nogen, der ikke er på. Men det bliver sværere og sværere at finde dem.«

Mens vi iført spændetrøjen har øjnene rettet mod den glødende, lille skærm, opstår det moderne dilemma: Hvem er vigtigst at tale med lige nu og her? Er det personen, vi fysisk sidder overfor, eller dem, der kontakter os på chatten?

Ifølge TNS Gallup-målingen oplever hver fjerde dansker, at folks opmærksomhed på deres smartphone er forstyrrende i en samtale, de har med vedkommende.