Tænk dig om en ekstra gang, før du tager planter med hjem fra ferien!

Sådan lyder advarslen fra eksperter hos Landbrugsstyrelsen.

En lille kaktus, en eksotisk blomst eller måske sågar begge dele. For mange danskere kan det være fristende at tage en plante med hjem fra ferien for at holde fast i et minde eller få noget smukt til hjemmet. Men det kan vise sig at være skadeligt for den danske natur, og så er det faktisk også forbudt at bringe nogle af planterne til Danmark, oplyser Landbrugsstyrelsen.

Planten kan nemlig have skadelige bakterier, biller eller svampesygdomme på sig, som dansk natur ikke er vant til at håndtere, og det kan blandt andet få store økonomiske konsekvenser for planteskoler og gartnerier i Danmark.

»Mange danskere er lige nu på vej på sommerferie, og derfor gør vi nu en ekstra indsats for at minde de rejsende om, at det kan have skadelige konsekvenser for naturen, hvis de tager plantemateriale med hjem til Danmark. Det kan være fristende at tage en blomst eller en stikling fra en plante med hjem, men det kan være umuligt at se, om planten bærer en sygdom eller insekter,« siger enhedschef Kristine Riskær fra Landbrugsstyrelsen.

Der er planter fra udlandet, der er omfattet af Washingtonkonventionen, som betyder, at planterne er truet af udryddelse, og derfor må man ikke skade dem ved eksempelvis at tage dem op med roden og tage dem hjem. Dette gælder eksempelvis de fleste kaktusser og orkideer. Andre planter er fuldt ud lovlige at importere til Danmark, men disse planter kan alligevel bære på sygdomme eller biller, der kan skade dansk natur.

»Vores råd er helt simpelt: Man skal undgå at tage planter og planteprodukter med hjem fra sin ferietur. Hvis du er i tvivl om reglerne, så lad være. I værste fald risikerer du at indføre insekter og plantesygdomme, der kan være skadelige for vores natur,« advarer enhedschef Kristine Riskær fra Landbrugsstyrelsen.

Hvis man på trods af advarslerne alligevel vælger at medbringe planter fra sit udlandsophold, så fortæller Landbrugsstyrelsen, at det er vigtigt at være opmærksom på reglerne og kende risikoen, da en skadelig plante, der slår sig ned i Danmark, kan være næsten umulig at bekæmpe.