Familie og venner sagde i dag farvel til den dræbte soldat Alexander Biune, der blev bisat fra Holmens Kirke i København klokken 13.00.

Da præludiet blev spillet, begyndte Alexander Biunes kæreste og to søstre at græde. De sad på forreste række med forældrene, der så helt knuste ud.

Præsten Bent Honore, der holdte prædiken, læste mindeord op, som kæresten Emilie havde skrevet.

- På Borup Gymnasium forelskede han sig i Emilie. De to holdt stadig sammen og lagde planer for fremtiden, som nu er kuldkastet. Emilie har skrevet nogle mindeord, som jeg vil læse op her, sagde han.

- '... Det, Alexander og jeg havde sammen, er mere, end de fleste nogensinde kommer til at opleve. Du var den person, jeg ville tilbringe resten af livet sammen med. Livet føles meningsløst uden dig. Jeg vil altid elske dig.'

Der var cirka 300 mennesker til stede i kirken.

Alexander Biunes far ville forsøge at holde, hvis han kunne. Men hvis det blev for hårdt, havde familien planlagt, at han ville få hjælp. Det lykkedes ham dog at få ordene frem.

- Du vil altid være i vores hjerter. Vi vil altid respekterer dig og se op til dig. Du var altid optaget af, hvordan du kunne drage omsorg for andre og dem, du elskede. Din mor, dine to søstre og din kæreste igennem syv år. Vi respekterer din beslutning om, at du drog i krig for Danmark, sagde han med rolig, sikker stemme.

Kisten blev båret ud med to soldatervenner forrest. De havde fløjet med kisten hjem fra Afghanistan.

Moderen brød helt sammen ind over kisten. Hun var meget berørt. Faderen gik bag kisten og holdte om sine to døtre. Han virkede meget fattet for deres skyld.

Uden for kirken brød himlen ud i regn - og alle gemte sig under paraplyer. Faderen havde overskud til at gå rundt og takke de familiemedlemmer og venner, der var mødt op.

Den meget berørte mor måtte nærmest bæres fra kirken og ind i en bil.

Både forsvarsminister Gitte Lillelund Bech og forsvarschef general Knud Bartels var til stede i kirken, hvor gulvet var smykket med rød/hvide kranse fra indgangen og hele vejen op til kisten.

Præsten Bent Honore konfirmerede også den nu døde soldat.

- Han blev konfirmeret af mig, og vort kendskab til hinanden er årsag til, at jeg i dag efter hans ønske står her i dag som hans præst, sagde Bent Honore under prædiken.

Den 23-årige Alexander blev 10. juli dræbt af en eksplosion, da han var på opgave i Helmand-provinsen i Afghanistan. Kammerater og sanitetsfolk ydede førstehjælp på stedet, før han blev evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastian. Men han døde kort efter.

Flere kammerater fra Afghanistan er fulgt med til Danmark, for at bære hans kiste fra det Hercules-fly, den ankom i torsdag, og for at være til stede ved gårsdagens mindegudstjeneste og dagens bisættelse.

- Alexander havde hjernen og hjertet med i alt, hvad han gjorde, og at gå i spidsen for patruljen var en naturlig sag for ham, sagde regimentschefen under gudstjenesten.

Biune startede i forsvaret 1. februar sidste år i Slagelse. Han var til det sidste en del af Den Danske Kampgruppe til Helmand i Charlie-kompagniets 2. deling, 3. Gruppe, og Hærens Operative Kommando (HOK). Og her beskriver hans chef ham som den bedste soldat.

- Alexander var et pragteksemplar af en soldat. Han indeholdt de kvaliteter, vi i Den Danske Kampgruppe ønsker at se hos alle soldaterne. Altid ivrig efter at gøre tingene bedst muligt, altid en vilje til at få tingene til at hænge sammen, altid en vilje til at hjælpe andre, og altid en vilje til at ville være endnu bedre. Bedre fås det ikke, skrev Chefen for Den Danske Kampgruppe, oberst Jens Riis, på www.hok.dk, umiddelbart efter hans død.