Camilla Christensen (35) har fået fjernet et bryst. Og hendes løse maveskind fortæller, at hun engang var 45 kilo tungere.

Tina Planitzer (25) bliver konstant spurgt, hvornår hun skal føde. Men hun er slet ikke gravid. Hendes mavemuskler har ikke trukket sig sammen efter graviditeterne med hendes tre børn, så maven hænger ud.

Ingen af dem er stolte af deres krop. Så langt fra. Men de valgte lørdag at overskride en kæmpe grænse ved at lade sig fotografere afklædt af fotograf Judy Reimer sammen med andre helt normale uperfekte danske kvinder for at sætte fokus på kvindekroppens mangfoldighed.

- Jeg var tæt på at bakke ud, fortæller Tina Planitzer fra Jels. 

Se billederne: 10 modige - og helt naturlige - danske kvinder smider tøjet

Se billederne: 10 helt naturlige danske kvinder

- Jeg gør jo alt for at skjule min krop. Også for min mand. Og jeg undgår helst at kigge på mig selv. Men i går gik jeg rundt i undertøj blandt andre kvinder, fotografen og journalister, og for første gang i fem år følte jeg mig ikke flov over, hvordan jeg ser ud. Jeg er ikke alene om at have en krop, der ikke er perfekt. Jeg skal vænne mig til at holde af min krop, som den er.

Det var også grænseoverskridende for Camilla Christensen fra Brørup. Hendes ben rystede, da hun stod på badebroen i undertøj med hånden for det ene bryst, der er tilbage. Men hun gjorde det for sig selv, og for kvinder i samme situation, fortæller hun:

- Jeg fik fjernet mit bryst for et år siden og er stadig i behandling. Og jeg tænker på dem, der skal have fjernet et bryst i morgen eller i næste måned og lige nu er bange og kede af det. De skal vide, at man kommer ud på den anden side. Og jeg havde brug for at vise mig selv, at jeg er kommet videre.

Se billederne: 10 modige - og helt naturlige - danske kvinder smider tøjet

Camilla Christensen har også været igennem en gastric bypass-operation og ser ifølge hende selv 'sjov ud' med den løse hud. Men hun tænker, at det værd at vise, at det ikke er alle, der er en 'nipsting i størrelse 36'.

- Man ser jo aldrig andet i medierne. Så jeg er glad for, at jeg kunne være med i projektet og at møde de andre kvinder. De havde også været en del igennem. F.eks. den 13-årige med anorexi og hende med stomi. Hold kæft, hvor er de seje. Jeg håber, at andre ser det her og tænker, at de også godt kan være sig selv bekendt. Jeg lærte i hvert fald lidt om at sætte pris på det, jeg har.

- Jeg er virkelig glad for, at jeg har gjort det, lyder det også fra Tina Planitzer, der stod afklædt side om side med Camilla Christensen på bådebroen ved Kolding.

- Jeg har overskredet en kæmpe grænse, og jeg håber sådan, at det kan være med til at aflive myten om, at vi alle skal se ud som fotomodeller.

Se billederne: 10 modige - og helt naturlige - danske kvinder smider tøjet

Se billederne: 10 helt naturlige danske kvinder