To ATP-direktører - herunder den nye nationalbankdirektør Lars Rohde - var særdeles godt kørende, da de i februar 2012 var til møde i Aalborg.

BTs aktindsigt viser, at ATP-direktørerne lejede en limousine til at køre dem de 438 kilometer fra ATPs hovedkvarter i Hillerød til medlemsmødet i Aalborg. Efter mødet blev de kørt tilbage igen,

I alt kostede turen med Cosmopolitan Limousine Service de danske pensionsopsparere 5.543 kroner, viser bilaget, hvor turen er mærket V.I.P. kørsel i Mercedes Benz S-klasse.

Der er ellers 17 daglige flyafgange mellem København og Aalborg fordelt over hele dagen. Sagen kommer frem, efter at BT i går kunne afsløre, at ATP-direktører mere end 100 gange har overnattet på femstjernede hoteller til flere tusinde kroner per nat - selv om de har en regel om, at man kun må overnatte på mellemklassehoteller. ATP har efter BTs afsløring sagt, at de strammer op - mens Beskæftigelseministeriet har krævet en redegørelse.

Selv om der er flyafgange hele dagen for få hundrede kroner, skriver ATP, at de blev nødt til at leje en limousine - og at man normalt ville have overnattet i Aalborg.

Skulle hjem samme aften

- I 2012 var det dog nødvendigt at returnere til København direkte efter medlemsmødet pga. mødeaktivitet i København næste morgen. På den baggrund blev der bestilt en taxakørsel via Cosmopolitian Limousine Service, der kørte fra Aalborg efter medlemsmødets afslutning og returnerede til København kl. 1.04 om natten, skriver økonomidirektør Lars Damgaard Sørensen.

BT har også spurgt til en taxaregning på 1.355 kr. fra Hillerød til København, fordi Lars Rohde skulle interviewes af TV2 News.

- I forbindelse med deltagelse i en TV2 News udsendelse var der behov for forberedelsestid. Det blev så udnyttet i køretiden, skriver økonomidirektøren.