Susanne Vesterhouen fra Galten var på Kreta i begyndelsen af juni. Hun boede på et lille lejlighedshotel i Gerani, der er en lille og hyggelig ferieby ca. 16 kilometer fra Chania.

Hun var taget på ferie med sin svigerinde og sine døtre. Susanne Vesterhouen boede i en lejlighed med sin svigerinde og døtrene boede i en anden lejlighed. Natten til den 5. juni var Susanne Vesterhouen og svigerinden udsat for et indbrud.

Græsk politi mener, at de to danske turister blev bedøvet under indbruddet.

»Vi blev nærmest røvet, vil jeg sige, for politiet mener jo, at vi blev bedøvet med gas. Indbrudstyvene har sprøjtet det ind. Det var det, politiet sagde til os,« fortæller Susanne Vesterhouen og fortsætter:

»Der var ingen, der havde hørt noget, og vi sov ni timer i streg, det gør jeg ellers aldrig. Jeg plejer at vågne klokken syv om morgenen, men jeg vågnede først klokken ni.«

Danmarks ambassadør i Grækenland, Mette Knudsen, har i dag, fredag, fortalt til dr.dk, at der har været en række indbrud på den græske ø Kreta især i området omkring Chania.

De mange indbrud sker som følge af krisen i Grækenland, hvor turisterne nu hæver mange kontanter, inden de rejser til Grækenland på ferie

»Der er nogle problemer omkring Chania på Kreta, hvor konsulatet har talt med det lokale politi om at øge overvågningen af hoteller, efter der har været en række indbrud på hotelværelser,« siger Mette Knudsen til dr.dk og understreger samtidig, at antallet af tyverier og røverier dog ikke er alarmerende stigende.

Da Susanne Vesterhouen vågnede, stod yderdøren åben. Tyvene havde fået fat i nøglekortet og havde låst sig ind.

»Vinduet ved siden af døren havde stået på klemt, og så havde de kunne stikke en hånd ind og tage vores nøglekort ud. På den måde havde de låst døren op ude fra. Nøglekortet sad i udvendigt i den åbne dør, da vi vågnede.«

Tyvene havde taget alt, hvad der var af værdi. Visakort og Masterkort havde de dog smidt uden for.

»De havde taget min pung, som jeg havde 800 euro i, fordi jeg havde inviteret mine døtre på ferie og skulle betale for dem. Og så fik jeg taget mit dyre ur, solbriller, min iPhone og min svigerinde fik taget det samme.«

Andre fire lejligheder på hotellet havde også haft indbrud, og fire omkringliggende hoteller blev bestjålet samme nat. Så ifølge Susanne Vesterhouen var der var 'ivrig travlhed hos politiet' dagen efter.

»Ejerne af hotellet kørte os op til politiet, men vi brugte ikke andet end et par timer hos politiet,« siger Susanne Vesterhouen, der ikke ønsker at oplyse hotellets navn, fordi ejerne er bange for, at indbruddene får konsekvenser for folk lyst til at bo der.

Oplevelsen har dog ikke afskrækket Susanne Vesterhouen, der allerede har været på ferie på hotellet igen.

»Jeg er lige kommet hjem fra endnu en uge samme sted. Og denne gang skete der ikke noget. Vi er kommet der i mange år, uden at der er sket noget, så oplevelsen får ikke os til at vælge et andet sted,« siger hun.