Lørdag aften skal bruges under åben himmel, hvis man vil opleve de mange stjerneskud, der kommer omkring kl. 22.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I aften vil en stor del af befolkningen på jorden kunne kigge op mod himlen og nyde det imponerende syn af op mod 600 stjerneskud i timen. Her i Danmark vil der være skyfri himmel og frit udsyn til de fortryllende lysglimt.



- Det er relativt sjældent, at vi ser en så stor mængde af stjerneskud på himlen. Det sker cirka hvert tiende år, så det er bare om at nyde det utroligt flotte syn, siger Kristian Pedersen, astrofysiker og leder af Space Science Centre ved Københavns Universitet.

Lyset fra månen vil dog ødelægge noget af glæden for os danskere. Derfor vil de små stjerneskud, som udgør en stor del af de forventede 650 i timen, desværre ikke være mulige at se med det menneskelige øje. Men der vil stadig være omkring 60 flotte stjerneskud i timen at nyde.

- Selvom de bliver kaldt stjerneskud, så har de intet med stjerner at gøre. Det er derimod rester fra kometer, der kommer ind i jordens atmosfære og skaber et lysglimt. Så det er rester af det, som skabte solsystemet for cirka 4,6 milliarder år siden, siger Michael Linden-Vørnle, astrofysiker ved Tycho Brahe Planetarium.

Flere gange hvert år går jordens bane igennem rester fra kometer, og især her i efteråret og henover vinteren er der gode chancer for at nyde mange stjerneskud på himlen.

- Der findes fem meteorsværme, hvis banen jorden krydser hver år. Det sker i perioden august til januar. Da det jo helst skal være helt mørkt, for at vi kan se dem, så passer årstiden jo godt til Danmark, siger Kristian Pedersen.

- Hvis man vil have alle stjerneskuddene med i aften, også dem som man ikke kan se med det blotte øje, så skal man anskaffe sig et kamera med vidvinkel. Det vil kunne opfange de mere end 600 stjerneskud i timen, siger Kristian Pedersen.

Lige så snart det bliver mørkt i aften vil de første stjerneskud kunne ses. Det vil toppe cirka klokken 22, og fortsætte hele natten med flere stjerneskud end normalt.

Hvis du tager billeder af den store vrimmel af stjerneskud i aften, må du gerne sende de bedste til os på mail: 1929@bt.dk