DSB-generaldirektør Jesper Lok stod på perronen med champagne og vinkede med et flag, da Venstres og DFs transportordførere Kristian Pihl Lorentzen og Kim Christiansen 9. juli 2010 afsluttede en ugelang togtur rundt i Danmark på Københavns Hovedbanegård. Selv stod de smilende under hver sin ægte konduktørkasket. Men der blev ikke klippet billetter på den tur.

BT kan i dag fortælle, at store dele af de to trafikpolitikeres togtur var arrangeret af det omdiskuterede lobbyfirma Waterfront, der rejste med og efterfølgende rapporterede alt til DSBs generaldirektør.

Waterfront er siden blevet afsløret i - for DSB-penge - at have hyret en DSB-kritisk journalist for derved at undgå at vedkommende skrev artikler om netop DSB.

Waterfront tog over

Men i sommer var al idel lykke på skinneturen rundt i Danmark. Ideen til turen var dog fostret af Kim Christiansen og Kristian Pihl Lorentzen selv.

Men hurtigt tog Waterfront over. De så turen som en mulighed for at få ordførerne tæt på deres største kunde DSB, der årligt får ca. fire milliarder kroner over finansloven.

Waterfront satte møder op for politikerne med deres kunder og rejste med.

trafikdsbtogtur



Bureauet fik arrangeret en helikoptertur fra Grenaa Havn, et betalt hotelophold i Frederikshavn, og kronen på værket var, da Waterfront indhentede hovedstørrelser på politikerne, så DSBs generaldirektør kunne forære dem et par konduktørkasketter.

Netop de to transportordførere har været blandt de hårdeste kritikere af DSBs samarbejde med lobbyfirmaet Waterfront - bl.a. har de kritiseret at DSB har brugt skattepenge på at påvirke dem og fået lavet profiler af politikere.

Forargede politikere

I en kommentar i BT skrev Kristian Pihl Lorentzen (V) 28. januar:

- Det, som DSB tilsyneladende har været involveret i med Waterfront, er i min optik helt uacceptabelt.

Det forarger også DFs trafikordfører Kim Christiansen, at DSB overhovedet bruger skattepenge på at påvirke hans holdninger. De ligger og laver det her for skattekroner, og der hopper kæden af. Det synes jeg er kritisabelt, sagde han til TV Avisen.

Fakta er dog, at Waterfront i 2012 modtog 900.000 kr. af DSB for at forsøge at påvirke politikerne bl.a. på en tur som denne.

På en video, optaget af en chef i Waterfront, der er med på turen i fire dage, ses de to politikere med Socialdemokraternes trafikordfører Rasmus Prehn, der deltog i en del af turen, bryde ud i en togsang.

trafikdsbtogtur




2.000 km skinner

Rasmus Prehn siger, at ’det kommer bag på ham’, at Waterfront var medarrangør. På et billede fra en nordjysk bus kan man se Rasmus Prehn ved siden af Waterfronts direktør Lars Poulsen. Foran sidder Kristian Pihl Lorentzen (V) og Kim Christiansen (DF).

DF- og Venstre-politikerens beslutning om at gennemkøre de godt 2.000 km skinner i Danmark i juli 2012 står i en pressemeddelelse fra Venstre, og undervejs stiller de op i flere interview.

Ingen steder siger de, at Waterfront ikke bare er med, men også har sat arrangementer op med bl.a. Frederikshavn og Grenaa Havn samt Køge Kommune.

Bestyrelsesformand for Frederikshavn Havn, Lars Bonderup Bjørn, bekræfter Waterfronts rolle:

- Det var Waterfront, som i sin tid kontaktede os og spurgte, om vi ville være værter for politikerne, når de kom til Frederikshavn. Vi betalte deres hotelophold og gav en middag. Vi fik siden tilbuddet om at blive kunde hos Waterfront. Det sagde vi nej til, siger han til BT.

Grenaa Havn, Køge Kommune og DSB er kunder hos Waterfront.

Undervejs på turen støder andre politikere til, herunder Ellen Trane Nørby, Kristian Thulesen Dahl, Pia Kjærsgaard og Claus Hjort Frederiksen.

Henriette Kjær hilste på

Også tidligere konservativ minister Henriette Kjær, der arbejder i lobbyfirmaet Ehrenberg Kommunikation, deltager på turen.

Få uger efter blev Waterfront af DSB bedt om en ’mundtlig gennemgang’ af alt, hvad politikerne havde sagt. Denne gennemgang fandt ifølge BTs kilde sted på generaldirektør Jesper Loks kontor - til stede var en Waterfront-chef og DSBs generaldirektør Jesper Lok.

I en mail til BT skriver pressechef Niels-Otto Fisker i DSB:

- DSB blev i forsommeren 2012 kontaktet angående trafikordførernes sommertogt.

Trafikordførerne havde planlagt turen og kontaktede blandt andet DSB for at få input til tidsplan, førerrumstilladelser, mulighed for at møde DSB-medarbejdere på turen og til sidst en markering af afslutningen på Københavns Hovedbanegård.

DSB bistod hermed, og generaldirektør Jesper Lok tog imod ved ankomsten, hvor de to trafikordførere fik overrakt en DSB-kasket som minde om sommertogtet, skriver Niels-Otto Fisker.

trafikdsbtogtur




Waterfronts direktør Lars Poulsen afviser bagtanker med turen:

- Togtet nåede rundt i alle hjørner af landet, og overalt var der stor interesse for at fortælle politikerne om lokale projekter og vækstplaner. Hvis du leder efter en skummel plan og en hemmelig bagtanke, så er den ens i hele landet: Alle vil gerne skabe vækst og beskæftigelse.