I løbet af to måneder skal Rasmus Kragh bestige verdens højeste bjerg. Alene, uden brug af kunstig ilt og fra den ufremkommelige nordside gør han forsøget. BT følger ham hele vejen.

Den 30. marts vinkede Rasmus Kragh farvel til sin kæreste i Kastrup lufthavn. Med tasken pakket og fokus rettet mod Mount Everest, der strækker sig 8.850 meter op i atmosfæren og med en gennemsnitlig temperatur på -20 grader.

At nå toppen af verdens højeste bjerg er i sig selv en præstation. På verdensplan har næsten 4.500 mennesker besteget bjerget. Færre end 200 har gjort det uden kunstig ilt. Færre end 30 har gjort det alene og uden kunstigt ilt. Og færre end 10 mennesker, deriblandt ingen danskere, har endnu gjort det alene, uden kunstig ilt og fra nordsiden. Rasmus Kragh begiver sig ud på en farlig, enestående og historisk ekspedition.

Mount Everest er mange bjergbestigeres drøm. En drøm der kræver hård og målrettet træning både fysisk og psykisk. Rasmus Kragh har arbejdet målrettet for at blive klar til sit livs eventyr. Sidste år besteg han verdens sjettehøjeste bjerg, Cho Oyu, og verdens ottendehøjeste bjerg, Manaslu. Kun for at blive klar til at lægge arm med Mount Everest dette forår.

Herunder følger uddrag fra Rasmus Kraghs personlige dagbog, som han har skrevet under sin rejse mod toppen.

Mandag den 3. April kl. 20.15

Kære dagbog

Efter at have ventet forgæves to hele dage i en overfyldt og – selv efter asiatiske standarder - uorganiseret lufthavn, besluttede jeg, at nok var nok, og gav mig selv en 28 års fødselsdagsgave i form af en helikopter tur til bjergbyen Lukla. Det er nok det bedste, jeg endnu har gjort på denne tur...

Facts: Flyruten mellem Kathmandu og Lukla er ekstremt vejrafhængig, men en helikopter kan klare meget hårdere forhold.

Nu sidder jeg på en lille cafe i Namche. Det er blevet aften, og jeg er meget træt efter en lang vandredag, hvor den kraftige sol har bagt mig godt og grundigt, kan jeg mærke (Note til mig selv – pas bedre på i morgen!)

Jeg fejrer min fødselsdag med en cappuccino. YEAH! Man sætter virkelig pris på de små glæder heroppe.

En fødselsdags-cappuccino for at være lidt sød ved mig selv efter en lang vandredag fra Lukla-Namche B.
En fødselsdags-cappuccino for at være lidt sød ved mig selv efter en lang vandredag fra Lukla-Namche B. Foto: Rasmus Kragh
Vis mere

Lige nu er jeg i 3.500 meters højde og beslutningen om at gå hele vejen fra Lukla-Namche Bazaar i ét ryk kan mærkes. Heldigvis har jeg ingen hovedpine p.ga. højden. Men jeg ser frem til en hviledag d. 4.

Sweat dreams ZZZ.

Onsdag 5. April kl. 9.00

Sådan... vågner til fantastisk vejr. Ikke en sky, ingen vind, kun en fantastisk udsigt over Namche og bjerglandskabet. Har lige spist morgenmad på min favorit café – havregrød og ingefær te.

Det er helt fantastisk at være tilbage i Namche Bazaar – sherpa folkets uofficielle hovedstad. Der er en helt speciel stemning i byen, hvor mennesker har levet i ét med det rå bjergmiljø i generationer. Selvom her er mange andre vandrere som mig – folk nærmest valfarter hertil fra hele verden – så er her en dejlig fred og ro. For alle kommer for det samme – at vandre i Khumbu-regionen.

Selfie med Namche Bazaar i baggrunden (3.500 meters højde)
Selfie med Namche Bazaar i baggrunden (3.500 meters højde) Foto: Rasmus Kragh
Vis mere

Jeg føler mig virkelig godt tilpas i højden. Hviledagen i går var god for mig, og jeg fik fyldt depoterne op igen. I dag er jeg sprængfyldt af energi og optimisme, jeg glæder mig til at snøre støvlerne og sætte kursen mod Tarnga i knap 4.000 meters højde.

Stille og roligt begynde at gå og og mærke efter i kroppen. Thats the key.

Jeg skal konstant minde mig selv om, at dette kun er første lille del af en laaang rejse mod toppen af verden. Jeg skal gøre det med overskud, og bygge min krop op – ikke nedbryde den ... Endnu.

Det kommer senere.

Tanker før toppen

Til dags dato er mere end 282 døde i forsøget på at nå toppen af Mount Everest. Rasmus Kragh ved godt, hvilken risiko han løber, når han bevæger sig ud på en ekspedition alene. Når man presser sig selv til det yderste og vil så meget, som han vil – er døden aldrig langt væk.

»Uden at blive for filosofisk – for hvad er livsfare egentlig? Hvad er så et liv uden risiko? Jeg tager en kalkuleret risiko, når jeg bestiger Mount Everest. Jeg ser det ikke som at bringe mig selv i livsfare. De ting, jeg selv er herre over, har jeg trænet i en uendelighed. Jeg har klatret i to bjerge på over 8.000 meter inden for det sidste år. Det eneste, jeg ikke er herre over, er vejret.«

»Jeg står med ansvaret for mit eget liv, så jeg skal kunne fortælle mig selv, at bjerget også er her en anden gang, hvis forholdene ikke er til det. Jeg skal være ærlig overfor mig selv, ellers kan det blive mine sidste tanker.«

Men han er selvsikker og mener, at hans udgangspunkt er langt bedre end for de fleste andre, der giver sig i kast med bjerget. De sidste fem år har han besteget mere end ti bjerge – med en succesrate på 100 pct.

Der er ét kriterie for at nå toppen – på bjerget må der ikke herske tvivl.

»Jeg skal være overbevist om at nå målet – hele vejen. Jeg må ikke placere muligheden for at fejle eller vende om i mit hoved, for så kan jeg finde den frem, når jeg er 200 meter fra toppen og har det allerværst.«

Selvom han skal ud på sit livs ekspedition, hvor hans fysik og psyke bliver presset til det yderste, har Rasmus Kragh ingen overtro med i bagagen. Ingen kaninfod eller hestesko – kun mod og vilje. Men selvom man er pragmatisk helt ind til marven, sker der alligevel noget på bjergene.

»Man kan blive helt religiøs på et bjerg. Jeg har været derude, hvor jeg har tænkt, at der måtte være en højere magt eller en gud over mig. Måske bare en usynlig ven. Nogen eller noget der holdt hånden over mig, når det var værst.«

På bjerget er Rasmus Kragh alene, men det betyder ikke, at han kan klare alt selv. Opbakningen fra hans familie og kæreste er altafgørende for hans succes. For når han er på vej til verdens højeste bjerg, kan han ikke tage overflødig stress med sig. De valg og fravalg, som Rasmus Kragh tager for at udleve sin drøm, kræver en forståelse fra hans nærmeste. For han holder aldrig op med at drømme.

»Jeg har mange drømme, lige nu er Mount Everest min drøm. En stor og ambitiøs drøm. Jeg kan ikke tænke ud over den, før jeg har gennemført turen.«