Elia Viviani sejrede på anden etape i Abu Dhabi Tour og henviste verdensmester Peter Sagan til endnu en af sine mange andenpladser.

For anden dag på stribe blev det til italiensk etapesejr, da Elia Viviani snuppede andendagsgildet i det nyetablerede Abu Dhabi Tour.

Team Sky-sprinteren var hurtigste mand i en spurt, hvor Tinkoff-Saxos regnbuetrøjeklædte verdensmester Peter Sagan pressede Viviani til stregen uden at kunne tvinge cyklen forbi på de sidste meter.

Med etapesejren overtog Elia Viviani løbets førertrøje fra sin landsmand Andrea Guardini, som vandt torsdagens etape, der efter pres fra et samlet rytterkollegium var blevet afkortet på grund af temperaturer over 40 grader.

Det var Elia Vivianis syvende sejr i sæsonen efter at den 26-årige italiener med en fortid som banerytter i 2015 trak i Skys sorte uniform. Viviani fik i maj måned en slags gennembrud for sin nye arbejdsgiver ved at vinde første etape i Giro d'Italia og tage en dag i den røde førertrøje.

Abu Dhabi Tour slutter søndag og ørkensandet byder ikke på store varianter af temaet massespurter. En enkelt undtagelse bliver det dog til, når feltet lørdag skal op ad bjerget Jebel Hafeet, hvor det over 10,8 km stiger med 6,6 procent i snit.