Astanas Nibali vandt Tourens anden etape efter en vild etape, hvor intet var under kontrol. Dermed skifter den gule førertrøje ejermand til dagens etapevinder.

Den 201 kilometer lange anden etape af Tour de France mellem York og Sheffield bød ikke alene på ni stigninger, men også på brosten, hvilket gav en antydning af forårsklassiker over sig.

Etapens afgørelse kom ved etapens niende og sidste stigning på Jenkin Road, der stiger 10,8 % i snit over 800 meter. Den ramte rytterne fem kilometer før mål. Her var de store favoritter Alberto Contador og Chris Froome med fremme, mens også danske Jakob Fuglsang var ude og prøve sig af i to omgange.

Men det var den italienske Tour-favorit, nemlig Vincenzo Nibali (Astana), der stak af sted på det rigtige tidspunkt. Han lavede et godt hul og vandt etapen. Samtidig overtager han den gule trøje.

Det var også en etape, der gav mulighed for at hente en del point til bjergkonkurrencen. Her viste Cyril Lemoine sig godt frem, og han overtager nu den polkaprikkede trøje fra 42-årige Jens Voigt, der i gårsdagens etape gjorde sig flot bemærket i et udbrud.

I det hele taget betød det meget kuperede terræn, at der blev åbnet op for, at der virkelig kunne blive kørt cykelløb.

Det så man første gang efter etapens femte stigning, Holme Moss, som skabte en del ravage. Det var etapens hårdeste og sat som en kategori 2-stigning. Ved den stigning satte blandt andre Blel Kadri og senere Pierre Rolland sig for at angribe, men de måtte dog se sig selv blive hentet.

Ved samme stigning fik Marcel Kittel i den gule trøje problemer. Både fordi han er en stor rytter rent fysisk, men også fordi cyklen blev ramt af en defekt. Han og en del andre blev sat tilbage med mere end 19 minutter.

Han var dog ikke den eneste, der blev ramt af uheld. Undervejs i etapen blev Nicolas Roche fra Tinkoff-Saxo og Richie Porte fra Sky-holdet udsat for styrt i feltet, som satte dem langt bagud. De fik dog indhentet feltet igen.