Jonas Vingegaard fik rejst sig.
Rejst sig fra en lussing, der nemt kunne have sat sig i hovedet den dobbelte Tour-vinder.
Torsdagens mareridt, hvor han blev rundbarberet af Tadej Pogacar op ad Hautacam, blev vekslet til en genfødsel, hvor danskeren igen lignede, det han er. En af klodens bedste cykelryttere.
For det skulle være løgn. Danskeren er bedre end det, han viste på torsdagens etape. Og det fik han vist på fredagens enkeltstart.
»Jeg så det, jeg gerne ville se. Det gjorde mig glad. En Jonas, som rejser sig, har høj moral og går til den. Det et fedt, og det er godt for Touren, at han ikke bare knækker,« siger B.T.s Tour de France-ekspert Bjarne Riis.
Det tog kun lidt over 23 minutter for Jonas Vingegaard at gennemføre tidskørslen. Men enkeltstarten var brutal og gik op ad bakke stort set hele dagen.
»Som danskere kan vi være stolte af, at vi har en mand, der fik sig sådan et slag i torsdag, og så hejser flaget igen. Det er virkelig i orden. Stor respekt herfra.«
Efter torsdagens nedtur valgte Jonas Vingegaard ikke at udtale sig til medierne – men fredag fortalte han, at torsdag havde været en »forfærdelig dag.«
»Det er betryggende at vide, at torsdag var en offday. At det ikke var Jonas’ niveau, og så er det bare om at kæmpe tilbage. Så kan man spekulere i årsagerne til det, og hvorfor det gik, som det gjorde,« mener Bjarne Riis.
»Der kan være mange ting i vejen. Hans forberedelse, hvordan han har brugt sit hold, hvor mange kræfter, han har brugt indtil nu i Touren, søvn eller den madras, han har sovet på. Hvad ved jeg. Det er der ikke nogen, der præcis kan sige. Vi kan kun konstatere, at Pogacar er den stærkeste og Jonas den klart næstbedste.«
Fra tiden som rytter ved Bjarne Riis, hvordan det er at have en dag, hvor man ikke rammer niveau på den allerstørste scene.
»Jeg havde også offdays, da jeg kørte Tour de France. Når man vinder Touren, kan man bare bedre skjule dem. Men det sætter tanker i gang.«
»Du tænker selvfølgelig over tingene, og hvorfor de sker. Nogle gange får du aldrig svaret, og det er jo naturligt nok. Man kan ikke få svar på alt, sådan er livet jo bare indimellem.«
Én ting er at have en nedtur. Men det fortæller lige så meget om en rytter, hvordan man rejser sig fra det igen.
Og selvom Jonas Vingegaard igen blev slået af urørlige Pogacar fredag, vidner de seneste døgn om, at danskeren er et unikum.
»Det er mega svært at rejse sig, som Jonas har gjort det. Men når du har verdensklasse og er superatlet, som han er, så er det tit nemmere,« påpeger Bjarne Riis.
»Der er en grund til, at de her ryttere er de bedste. Ud over at være fysiske vidundere, så har de et mindset, der er vildere end de flestes, og det gør, at de kan rejse sig efter et nederlag. De har exceptionelle egenskaber, og det er derfor, de er stjerner, helte og verdensklasse cykelryttere.«
B.T.s Tour de France-ekspert tænker tilbage på Alberto Contador, der kørte på Riis' Tinkoff-Saxo-hold.
Spanieren, som vandt Tour de France to gange, var også et uovertruffet talent.
»Man kan se det på den slags ryttere, hvis man måler deres dna. Da vi lavede dna-test på Contador for at finde ud af, hvordan han skulle træne, spise osv., gik vi til at laboratorium, hvor den slags bliver gjort anonymt,« fortæller Bjarne Riis, der dengang var holdejer.
»De kom tilbage og tænkte: ‘Hvem fanden er det her, vi har aldrig set noget lignende.’ Sådan ville det også være med Pogacar og Jonas. De er bare i en helt anden liga og født sådan.«
Lørdag står den igen på store bjerge i Tour de France, når Jonas Vingegaard og resten af feltet skal forcere fire kategoriserede stigninger og knap 5.000 højdemeter.