De professionelle cykelryttere er klar til at protestere i en grad, så tre løb bliver annulleret, hvis ikke UCI fjerner radio-forbuddet.

Krigen fortsætter i cykelverdenen. Den Internationale Cykelunion (UCI) holder trods mange og højlydte protester fast i forbuddet mod brug af radiokontakt mellem ryttere og sportsdirektører i en lang række løb. Rytterne fortsætter med at bande og svovle over forbuddet, som de finder helt urimeligt i forhold til deres sikkerhed.

Senere tirsdag vil ryttersammenslutningen CPA og holdsammenslutningen AIGCP holde en fælles presseseance forud for Tirreno-Adriatico, der begynder onsdag. På forhånd rasler ryttersammenslutningens chef, Gianni Bugno, med sablen og truer med en række protestaktioner.

- UCI er sportens styrende organ, men man burde lytte til os alle sammen. Vi ønsker dialog med UCI for at finde et kompromis. UCI kan ikke beslutte noget alene og trække det ned over hovederne på os, siger Gianni Bugno til cyclingnews.

- Vi opfordrer UCI til at komme tilbage til forhandlingsbordet og tale om radioforbuddet igen og finde en løsning, der passer os alle, siger Bugno, der truer med protestaktioner, hvis ikke UCI vil lytte.

- Vi er klar til at protestere igen den 26. marts i Criterium International, Coppi & Bartali-løbet i Italien og E3 Prijs Vlaanderen-Harelbeke i Belgien. Vi er kede af, hvis det fører til, at disse løb annulleres, men jeg tror, rytterne har ret til at protestere, fordi det handler om deres sikkerhed og retten til at blive involveret i beslutning, der berører dem.

Rytternes argumenter, for at radiokontakten er nødvendighed, går primært på sikkerhed. Uden radioerne kan de ikke få informationer om farer på vejene.

Jens Voigt, der nu kører hos Leopard Trek, har i hårde toner protesteret mod radio-forbuddet og sagt, at rytterne må få det til at gøre rigtig ondt på UCI, hvis ikke forbundet vil lytte til rytterne. Eksempelvis kunne rytterne give UCI en huskekage ved at droppe VM, der i år køres i Danmark.

Voigt har selv været ude for hårde – livsfarlige styrt, og tyskeren foretrækker kedeligere og mere forudseelige løb, hvor alle rytterne kommer helskindet gennem etaperne.

Saxo Bank-Sungard-holdejer Bjarne Riis har i mange omgange bakket rytterne op, Riis er markant modstander af radioforbuddet, der især gælder i en række mindre løb på den store cykelkalender.

UCI holder indtil videre fast i forbuddet, men modstanden synes kun at vokse.