Der venter Jonas Vingegaard karrierens største udfordring ved årets Tour de France.
Han skal finde en måde at få skovlen under det slovenske fænomen Tadej Pogacar, der de seneste år har været decideret skræmmende og har vundet cykelløb for sjov.
Og på det seneste har sloveneren udviklet et nyt våben, som han seneste knækkede alle konkurrenter med ved opvarmningsløbet Criterium du Dauphiné tidligere på måneden - det siddende angreb.
Når Pogacar tidligere har sat angreb ind, er det foregået stående i pedalerne. Men i denne sæson er hans bagdel solidt plantet i sadlen, mens han kører fra konkurrenterne.
»Det ser skræmmende overlegent ud,« siger B.T.s cykelkommentator, Frederik Gernigon, om det nye Pogacar-våben.
»Det må være demoraliserende at se Pogacar forsvinde i horisonten - uden det ligner, at han overhovedet anstrenger sig.«
Hos Jonas Vingegaards hold - Visma-Lease-a-Bike - har Head of Performance, Mathieu Heijboer, også noteret sig 'Pogis' nye våben.
»Det er faktisk ikke helt nyt. Han viste det også tidligere på sæsonen - eksempelvis i Strade Bianchi. Han er bare blevet i stand til at producerer virkelig meget kraft - i virkelig lang tid - siddende.«
»Det er virkelig et våben,« siger Mathieu Heijboer til B.T.