Brian Holm blev overrasket over at høre om Tour-arrangørernes interesse for dansk start.

Drømmen har levet, næsten siden Bjarne Riis i 1996 trådte alt og alle under fode og vandt Tour de France som den eneste dansker nogensinde. Og hvis det eller går efter Erhvervs- og vækstministeriets stårslåede plan, bliver drømmen om at se Tour de France draperet i rød-hvidt spillevende allerede i juli 2018.

Men for Brian Holm er det stadig overraskende at høre om den varme dansk-fransk forbindelse. Interessen fra arrangørerne af verdens største cykelløb er så stærk, at Tour de France-direktør Christian Prudhomme om små to uger kommer til København for at høre om de konkrete planer fra erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

»Jeg er imponeret over, at de er kommet så langt. Det er altså flot, og jeg havde ikke lige set det komme, selv om det er et emne, der har været oppe at vende en del gange gennem årene,« siger Brian Holm, der som aktiv selv var med til at køre som hjælperytter for Riis i 1996 og siden har fået sig en karriere som sportsdirektør hos det belgiske storhold QuickStep.

At Tour de France på dansk grund nu ligner mere en realitet end et fata morgana, overrasker Brian Holm. Ikke bare på grund af geografi og logistik, men fordi der kom en ret klar og kontant afvisning så sent som i juli måned.

»Jeg mødte Christian Prudhomme en morgen under Tour de France og spurgte ham sådan lidt i sjov, om Tour de France ikke snart skulle en tur forbi Danmark. Men han rystede bare på hovedet og sagde »aldrig«,« fortæller Brian Holm, som ikke følte større trang til at udfordre Tour-bossen på sit synspunkt.

»Jeg gik ud fra, at det handlede om at få logistikken til at hænge sammen, for der er stor afstand mellem Danmark og Frankrig. Men når jeg tænker over det, kan man faktisk godt lave de tre etaper her i Danmark og så smide en start til eksempelvis Hamburg og så tage turen ned igennem Tyskland,« påpeger Holm, der ikke er bekymret for, om et generationsskifte af ryttere vil dræne løbet for danskere.

»Der vil være navne som Michael Valgren, Søren Kragh-Andersen, Christopher Juul-Jensen og måske Jakob Fuglsang i spil til den tid. Og det er jo heller ikke total utopi at se et Team Cult-Stölting vokse sig til en størrelse, hvor de måske kan få et wild card,« vurderer Holm.

Hvis planerne om en dansk Tour-start bliver en realitet, bliver det med København som startby, hvorefter de følgende etaper går over Roskilde-Odense og Vejle-Sønderborg.