Under TV2s dækning af Tour de France kan man for tiden høre Rolf Sørensen rapportere undervejs på etaperne fra en motorcykel. TV2s norske søsterkanal har haft den tidligere norske cykelrytter Mads Kaggestad i samme funktion, men han er rejst hjem, og så var planen, at TV2 Norge ville benytte sig af Sørensen.

Det fik generalsekretæren i Norges Cykelforbund, Bjørn Sætre, til at skrive et indlæg på sin Facebook-side, hvori han udtrykte sin forargelse over, at TV2 Norge ville bruge Sørensen på trods af hans fortid. Tilbage i 2013 indrømmede danskeren at have brugt doping i aktive karriere, og Sætre mener ikke, at man bør bruge eksperter med doping-fortid.

Ironisk nok har kanalen tidligere udtalt til den norske avis VG, at man ikke ville gøre ligesom sin danske søsterkanal og bruge en person som Bjarne Riis til dækningen af Touren på grund af hans blakkede doping-ry. Og nu er TV2 Norge da også kommet på andre tanker med hensyn til at bruge Rolf Sørensen.

»Vi er meget tilfredse med jobbet, Mads Kaggestad lavede live fra feltet og de supplerende oplysninger det gav seerne. I denne uge får dansk TV2 motorcyklen. Vi har drøftet sagen og besluttet, at vi ikke ønsker at bruge Rolf Sørensen yderligere efter hans indrømmelser,« skriver TV2 Norges redaktionschef Christine Espeland i en sms til VG.

Den norske avis har desuden haft fat i Bjørn Sætre for at høre, hvad han mener om, at dansk TV2 bruger eksperter med doping-fortid, der foruden Rolf Sørensen og Bjarne Riis også tæller Frank Høj.

»Det irriterer mig. Det er personer, som vælges som eksperter, fordi de har store præstationer efter at have brugt doping,« siger Sætre til VG.