21-årige Lasse Norman Hansen er i gang med køre en drømmedebut. Når Tour of Dubai slutter lørdag kan den danske prof-debutant meget vel stå på podiet foran nogle af sportens største stjerner.

Fredag lykkedes det på 3. etape Team Garmin Sharp-rytteren at sidde med den forreste gruppe, hvor Marcel Kittel var hurtigste mand på stregen. Et par stigninger til sidst var ved at tage livet af ham, men det lykkedes lige akkurat at komme med over.

- Det var en lidt mere begivenhedsrig dag end i går (torsdag, red). Der var nogle bakker til sidst, hvor Peter Sagan kørte rigtig stærkt op over den sidste af bakkerne. Jeg spurtede, alt hvad jeg kunne for at komme med over. Jeg ville egentlig gerne have været med fremme i spurten til sidst, men det var i princippet ligegyldigt, for holdet kørte en god spurt og blev nummer fire. Jeg kom med gruppen hjem og beholder min tredjeplads. Det er, som det skal være.

Havde du regnet med at sidde med favoritgruppen til sidst?

- Det skulle jeg bare! Det var ikke til diskussion. Jeg vil så gerne beholde min placering, så jeg kørte alt, hvad jeg kunne op over den sidste bakke. Og hvis Mark Cavendish kan komme over, så kan jeg også.

Du slog Fabian Cancellara og Tony Martin på enkeltstarten i onsdags. Hvordan var det for dig at opleve det?

- Det var en super overraskelse for mig og en rigtig fed fornemmelse. 'Jeg har sgu slået mine idoler', tænkte jeg bagefter. Nogle af mine holdkammerater var lidt overraskede over det, men Johnny Weltz (sportsdirektør på Team Garmin-Sharp, red) havde allerede sagt på forhånd, at folk skulle holde øje med mig, for jeg skulle nok levere. Det var et stort skulderklap fra Johnnys side, at han stolede så meget på mig. Jeg fik den opbakning, jeg skulle have, og bagefter var alle glade.

Hvad betyder det for dig, at du allerede i dit første World Tour-løb laver så godt et resultat?

- Det betyder uendeligt meget. Jeg gør det godt allerede i det første løb, og holdet er tilfreds. Nu hjælper holdet mig, og det betyder, at jeg kan tage lidt lettere på det i det næste løb, jeg skal køre. Det er rart at vide, at jeg har lavet et resultat, for så er presset ikke så stort på mig længere.

Kører holdet for at få dig på podiet i den samlede stilling lørdag?

- Ja, vi kører for at holde min samlede placering, men samtidig kører vi også for et godt resultat på etapen. Jeg tror godt, vi kan kombinere de to mål.

Så du er altså allerede en form for kaptajn i en alder af 21 år i dit første World Tour-løb?

- Kaptajn vil jeg ikke sige, at jeg er. Der er mere erfarne ryttere med, som fortæller mig, hvad jeg skal gøre for at følge med hjem. Men de har da taget føringer for mig. Fra nu af gælder det bare om at sidde på hjul for mig.

Hvilke løb skal du køre i denne sæson?

- Jeg skal køre de fleste af brostensklassikerne. Jeg skal i hvert fald køre de to største af dem (Flandern Rundt og Paris-Roubaix). Jeg glæder mig rigtig meget til at se, om jeg har noget at skyde med.

Hvad forventer du af din første sæson som professionel?

- Jeg forventer, at jeg får nogle bøllebank engang imellem. Det skal nok komme. Jeg har været heldig med, at det her løb passer mig utrolig godt, og at jeg er i god form, fordi bane-VM snart starter. Det har været helt perfekt. Men jeg forventer, at jeg får nogle bøllebank i løbet af sæsonen.

Dubai Tour slutter lørdag.