Michael Mørkøv tog kampen op med sprinterne og blev nummer to efter Tom Boonen på 2. etape af Tour of Qatar.

Team Tinkoff-Saxo viste høj holdmoral og styrke på 2. etape af Tour of Qatar mandag. På en etape, som var præget af drilsk sidevind, splittede holdet feltet ad, og til sidst var Michael Mørkøv tæt på at sejre, da han kun blev slået af etapevinder Tom Boonen fra Omega Pharma-Quickstep.

Matti Breschel blev nummer fem på dagens etape, og Karsten Kroon blev nummer 10. Sportsdirektør Lars Michaelsen er tilfreds med holdet.

- Drengene viste virkelig høj klasse i holdarbejdet derude i dag. Efter en lang kamp i sidevind og et felt, der knækkede over i de første 65 kilometer, blev det samlet igen. Men til sidst gik vores gutter op i front og sprængte det hele i stykker, og 24 ryttere kom med, hvor vi havde fem ryttere med, og selvom BMC lå og jagtede os, holdt vi fast. Jeg er virkelig glad for den indsats og dedikation, som drengene viste i dag, siger Michaelsen til Team Tinkoff-Saxos website.

Niki Terpstra, som vandt 1. etape, ligger fortsat nummer 1 i den samlede stilling, men Michael Mørkøv er kun 20 sekunder efter på 4.-pladsen. Tirsdag venter en enkeltstart på 10,9 km. Det er en disciplin, som passer godt til Mørkøv, og han ligger således godt i svinget til en god placering i det samlede klassement i det lille etapeløb.

Tour of Qatar består af i alt seks etaper.