Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Et voldsomt snevejr gjorde det umuligt at fortsætte cykelløbet O Gran Camiño torsdag.
Inden løbets første etape blev neutraliseret, havde Jonas Vingegaard dog formået at køre sig virtuelt i førertrøjen ved at snuppe tre bonussekunder.
Det medførte forvirring umiddelbart efter etapen. Skulle han i førertrøjen?
De tre sekunder, han sikrede, bliver nu centrum for en bizar situation, for der er faldet en afgørelse.
Jonas Vingegaard beholder de tre sekunder og fører dermed løbet, men forspringet tæller først på fredagens anden etape.
Derfor kommer den danske Tour de France-vinder ikke til at køre i løbets førertrøje på fredagens etape. Det skriver Wielerflits.
Til gengæld kommer Jonas Vingegaard til at køre i pointtrøjen på grund af de 20 point, han også sikrede, da han kom først over bonusspurten i starten af etapen.
Etapen blev aflyst omkring 20 kilometer fra mål, da et voldsomt snevejr ramte de allerede forfrosne ryttere, der kæmpede for at holde varmen i det nordspanske cykelløb.
Det var særligt Jonas Vingegaard, der viste sig som chefen i feltet, da han så ud til at forhandle med løbsledelsen om, hvorvidt rytterne kunne fortsætte.
Det kunne de ikke, og så endte alle rytterne med at sætte sig i holdbilerne og blive fragtet til mål.
Løbet, der er Vingegaards første i år, er på i alt fire etaper og slutter søndag.