Efter at London har opgivet at byde ind på at blive startby i Tour de France, har tyske Düsseldorf meldt sig som mulighed.

Det står ikke skrevet nogen steder, at Tour de France skal lægge fra land i Frankrig.

Faktisk forsøger arrangørerne af verdens største cykelløb at blande kortene lidt halvt om halvt. Så når der i 2016 har været Tour-start i Mont Saint-Michel ved den skaldyrsparadisiske nordkyst, er kikkerten vendt mod destinationer uden for Frankrigs grænser.

London, der var startby så sent som i 2007, var et seriøst bud til at gentage succesen i 2017, men den engelske hovedstad har måttet melde pas på grund af en overophedet økonomi. Og med en pris, der anslået ligger på en kvart milliard kroner for hele herligheden, skal der da også genereres nogle euro den anden vej for, at blancen ikke skal tilte mod højrøde tal.

Efter Londons »no, thank you« har Düsseldorf imidlertid meldt sig som muligt emne.

Byen, hvor de cykelbegejstrede techno-pionerer fra Kraftwerk har deres base, er nu gået i tænkeboks for at se på mulighederne.

»Resultatet fra vores arbejdsgruppe skal ligge klar om tre uger. Så kan vi sige mere, siger en talsmand for Düsseldorfs overborgmester,« Thomas Geisel.

Angiveligt havde repræsentanter fra Düsseldorf allerede i sommer møder med Tour-ledelsen om en mulig start.

Det vil da heller ikke være første gang, Tour de France har haft Tyskland som udgangspunkt. I 2017 vil det således være 30 år siden, Berlin åbnede cykelballet. Tidligere har Køln (1965) og Frankfurt (1980) forsøgt sig.

De tyske ryttere gjorde da også god reklame for cykelsporten og Tour de France i år, hvor André Greipel vandt fire etaper, mens Tony Martin og Simon Geschke snuppede hver en.