Fabian Cancellara, der står foran karrierens sidste Flandern rundt, som køres søndag, oser af arrogance og er ikke lige populær alle steder. Men bag skjoldet skjuler ‘Spartacus’ en ydmyghed.

De fløj af cyklerne på den olierede nedkørsel fra Col du Stockeu. Det rene blodbad. 60-70 chanceløse ryttere skrabede asfalten på den knogle-kvasende etape fra Bruxelles til Spa i 2010-udgaven af Tour de France.

Jean-Francois Pescheux, den daværende tekniske direktør for Tour de France-organisationen ASO, kunne dårligt forstå, hvad han var vidne til. På den ene side glædede han sig over et rasende dramatisk cykelløb. På den anden side sad han i en tilstand af chok, da løbets førende rytter gled ned gennem feltet og nærmede sig den røde direktørbil.

Det var Fabian Cancellara, som for gud ved hvilken gang kørte rundt iført den gule førertrøje.

Cancellara havde kort forinden set sine kollegaer ligge i grøfter. På siden, på skrå og på hovedet. Med brækkede kraveben, blodige albuer og ridser på røven. Cancellara ønskede et alvorsord med direktøren, men dét, der efterfølgende skete, gjorde Cancellara til en upopulær skikkelse blandt flere i feltet. Nogle så hans handling som arrogant. Det vender vi tilbage til.

Foto: NICOLAS BOUVY
Vis mere

Den nuværende Trek-Segafredo-rytter er en af nutidens mest vindende cykelryttere. Han har vundet syv Tour de France-etaper, er firdobbelt verdensmester i enkeltstart og kan prale af at have sejret tre gange i de største forårsklassikere som Paris-Roubaix og Flandern Rundt, der er schweizerens næste store opgaver i den sæson, som bliver hans sidste.

Tilsætter man tandpasta-smilet, de lange lokker og det model-lignende ydre til resultatlisten, står efterhånden et majestætisk mesterværk, der strutter af selvtillid. Det er sådan, mange kender Cancellara. Men hvordan er han egentlig på det personlige plan?

Den umiddelbare sandhed er, at der gemmer sig et ydmygt menneske, som tænker på andre mennesker. Det siger nogle af dem, der kender ham.
I anledningen af Cancellaras - klassikerkongens - sidste dans med forårsfriske franske og belgiske brosten tegner BT et portræt af specialisten. Portrættet er blevet til efter mange minutters interview med tidligere holdkammerater, sportsdirektører og øvrige personer, som har været tæt på Cancellara gennem schweizerens karriere og derfor kender ham på både godt og ondt.

De fleste udtaler sig til citat, men enkelte har ønsket kun at bidrage med baggrundsviden om Cancellara, der den 5. juli 2010 - på den blodige Tour de France-etape - gav et af de bedste eksempler på sin i nogles øjne arrogante facon som den selvudnævnte hersker i feltet.

Den daværende Saxo-Bank-stjerne hvilede sin arm på Jean-Francois Pescheuxs direktørbil, der nu kørte med åbent vindue, så de to kunne udveksle ord på fransk - et af de mange sprog, som Cancellara foruden italiensk, engelsk, spansk og schweizisk-tysk taler. Han fortalte Pescheux, at man ikke ønskede at køre ræs resten af etapen på grund af de barske forhold.

Direktøren accepterede dét, der nok mere var ment som en ordre fra Cancellara. Cancellara bevægede sig op i feltet og baskede med armene for at dæmpe farten. Hovedfeltet hjulede stille og roligt over målstregen i samlet flok, men Sylvain Chavanel, der lå i udbrud, vandt etapen og erobrede førertrøjen fra Cancellara.

Foto: ERIC FEFERBERG
Vis mere

Den gule trøje og den også på det tidspunkt imponerende resultatliste gav bestemt Cancellara en vis tyngde. Rytteren med kælenavnet ‘Spartacus’ så det som det mest naturlige at tage ordet for de kolde og lamslåede ryttere, der mest af alt lignede fanger i et cykelcirkus med en gigantisk omsætning og millioner af tv-seere higende efter mere action. Lidt som da den rigtige gladiator Spartacus 73 år f.kr. ledte de romerske slavers oprør.

Men det var ikke alle, der brød sig om Cancellaras ageren på etapen.

»Jeg kan godt huske, at der var lidt ballade,« siger Nicki Sørensen, der var holdkammerat med Fabian Cancellara i flere år på Bjarne Riis’ hold.

Fabian Cancellara blev skudt i cykelskoen, at han kun traf beslutningen, fordi Saxo Banks klassementshåb Andy Schleck hang efter hovedfeltet og derfor ville tabe uoprettelig tid på etapen, hvis ikke den blev neutraliseret.

Thor Hushovd, en af flere kritikere i feltet, forstod lige som alle andre faremomenterne ved at drøne af sted på det våde underlag, men omvendt: Det er et cykelløb, og vejret er en del af game’et. Hushovd undrede sig over, at Cancellara skulle være den, der neutraliserede løbet. Hvorfor, spurgte nordmanden.Nicki Sørensen giver sit bud på et svar.

»Det var jo sådan, at tingene blev gjort dengang. Han havde den gule førertrøje, og rytterne kunne på den måde være med til at præge løbet,« siger Nicki Sørensen.

Nicki Sørensen erkender, at neutraliseringen gavnede Andy og også Frank Schleck, der ikke havde problemer med at indhente det langsomt kørende hovedfelt. Også Lance Armstrong og Alberto Contador fik lettere kontakt med feltet, så det var ikke kun en hjælp for Schleck-brødrene.

Cancellara begrundede beslutningen med, at rytterne havde fået nok af styrt, og at flere af de store sprintere som Alessandro Petacchi og Mark Cavendish halsede efter. Der var altså nok af argumenter til at neutralisere løbet.

Eksemplet fra 2. Tour-etape i 2010 er ikke det eneste på Cancellaras facon. Cycling Weeklys mangeårige journalist Gregor Brown, der siden 2004 har boet ved Comosøen i Italien for at dække de største cykelløb i Europa, husker flere gange at have været vidne til, at Cancellara har været selvbestaltet herre på hovedfeltets vegne.

Foto: CLAUDIO PERI
Vis mere

Måske er det en af grundene til, at nogle har set sig sure på Cancellara. Kim Plesner, online-chef på Team CSC fra 2004-2008, kender lidt til Fabian Cancellara fra deres fælles tid på holdet, og han har i hvert fald noteret sig flere med en negativ holdning til Cancellara.

»Jeg ved, der er delte meninger om ham, og jeg har oplevet mange, der har været trætte af ham. Det er ikke alle, der bryder sig om at danse efter hans pibe,« siger Kim Plesner og nævner legenderne Eddy Merckx og Bernard Hinault som to eksempler på ryttere, der havde enorm autoritet som ledere.

Fabian Cancellara har uden tvivl det arrogante i sig. Men bag facaden gemmer schweizeren på en helt anden version af sig selv.

Over årene har han kørt på hold med mange forskellige ryttere og ikke mindst danskere. En af dem er Anders Lund, der rejste rundt i samme trikot som Cancellara fra 2007-2011. Han husker schweizeren som en rigtig god holdkammerat.

»Fabian gør ikke noget ud af at være ydmyg, og han sætter ikke sit eget lys under en skæppe. Han fortæller tingene meget bramfrit, når han stiller krav til sine holdkammerater, men han er samtidig en, der spreder god stemning og er inkluderende,« siger Anders Lund, der har taget over for Morten Bennekou på den danske U23-landstrænerpost.

Anders Lund husker flere konkrete eksempler på, at Fabian Cancellara er andet end en arrogant maskine, som drøner det ene resultat hjem efter det andet og placerer sig selv øverst i feltets hierarki.

Et år holdt Fabian Cancellara en pause efter sine traditionelle udfoldelser i forårets klassikerløb. Anders Lund delte værelse med schweizeren under Romandiet Rundt.

På dagens menu stod et holdløb, og den unge dansker lå på sin seng - spændt på at skulle til at køre med et af de største stjernenavne i feltet.
Mens Anders Lund lå dér, hoppede Fabian Cancellara rundt som en overophedet Duracell-kanin og lavede udstrækningsøvelser. Kiggede rundt i rummet. Så lod Cancellara tankerne i hovedet strømme ud gennem munden og videre til sin holdkammerat. Han fortalte ærligt, hvor nervøs han var.

»Det giver god mening med tanke på det pres, som han konstant er under,« siger Anders Lund.

Foto: CLAUDIO PERI
Vis mere

Fabian Cancellara har også engang undskyldt over for Matti Breschel, fordi han tog en føring i Milano-San Remo, da danskeren lå i udbrud. Generelt er han bare utrolig opmærksom på sine omgivelser, lyder det fra flere, og selvom det måske ikke lige var dét, som Thor Hushovd hæftede sig ved efter Tour de France-massakren i 2010, så rummer Cancellara den del, mener Nicki Sørensen.

»Han forstår virkelig vigtigheden af at have et godt hold omkring sig. Han er en guttermand og en god person, som jeg altid har haft et virkelig godt forhold til. Jeg kan ikke genkende det med arrogancen. Selvfølgelig har jeg godt kunne mærke, at han kræver meget af sine omgivelser, men det har ikke været et direkte problem,« siger Nicki Sørensen.

Selvom det ikke var en udfordring for Nicki Sørensen, findes der folk, som har set det som netop dét. I hvert fald én rytter skal tidligere have skiftet hold, fordi Fabian Cancellaras væremåde udgjorde et problem. Flere stemmer fortæller, at Cancellara kan være meget selvoptaget, og at den del fylder meget. Nogle gange kan han også være grov.

Brian Holm, den nuværende sportsdirektør på Etixx-QuickStep, kender ikke Fabian Cancellara personligt. Men han kender til det med at styre og lede et cykelhold og ikke mindst at skaffe resultater i et miljø bygget op på den daglige konkurrence. Og på det punkt kan det være ganske fordelagtigt at have en type som Cancellara, mener han.

»Med de flinke fyre drikker man en kop kaffe. Med de ‘dumme svin’ vinder man cykelløb. Vi skal huske, at det er unge drenge under pres, og desto større pres, jo mere urimelig bliver man måske også nogle gange,« siger Brian Holm, der selv har været rygende uvenner med sin tidligere topsprinter Mark Cavendish utallige gange for så igen at blive bedste venner, når røgen har lagt sig.

På en måde adskiller Fabian Cancellara sig måske ikke så meget fra en type som fodboldspilleren Cristiano Ronaldo, der også går for at være en arrogant karl. For begge gælder, at de skal toppræstere, og et af virkemidlerne til det kan være at lukke sig ude fra omverdenen.

Ved en pressekonference før Milano-Sanremo viste Cancellara endnu en side af sig selv, som er alt andet end arrogant og selvoptaget. Cancellara fortalte, at mange fejlagtigt tror, at de kan starte en succesfuld virksomhed blot fordi, at de har været professionelle idrætsudøvere. Uanset hvad Cancellara vil bruge fremtiden på, når han indstiller karrieren efter sæsonen, vil han trække i arbejdstøjet. Hvis det bliver som restaurantejer, starter han som opvasker. Det må siges at være ydmygt.

I begyndelsen af marts kunne Fabian Cancellara fejre en ny triumf, da han vandt endagsløbet Strade-Bianche i Italien kendt for sine mange små grusveje. Endnu et trofæ til samlingen for klassikerkongen, som skal op på cyklen til Flandern Rundt 3. april og Paris-Roubaix en uge senere.

BT har været i skriftlig dialog med Trek-Segafredos presseafdeling i et forsøg på at få Fabian Cancellara i tale. Beskeden herfra var, at det ikke ville være muligt at lave et telefonisk eller skriftligt interview med Fabian Cancellara, som kun vil være til rådighed ved få udvalgte og fælles pressemøder.