En højspændt finale resulterede i et voldsomt styrt, hvor en lang række stjerner blev slået til plukfisk, mens en dansker stak snuden frem. Dagen bød i øvrigt også på et rent kamikaze forsøg fra Vingegaards holdkammerat – inden alt skal afgøres i de kommende dage.
Her får du B.T.s dom fra 17. etape af Tour de France, der blev vundet af Jonathan Milan i en massespurt.
En tredjeplads i en Tour de France-spurt taler sit eget sprog.
Den unge dansker er helt ny i Tour-sammenhæng, men ikke desto mindre mestrede han den brutale afslutning og kørte sig på sit første Tour-podie i silende regnvejr.
Tobias Lund Andresen undgik det massive styrt i finalen og fik kørt sig frem i kaosset, der sendte flere supersprintere i jorden – endda uden et leadout-tog, da han selv skulle have kørt leadout for sin holdkammerat.
Men danskeren greb chancen, og han kan være enormt stolt. Det er Danmark også, Tobias!
Der kunne næsten ikke være mere status quo mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar.
Efter dagens etape er der fortsat 4 minutter og 15 sekunder mellem de to stjerner i toppen af Tour-klassementet, og de holdt sig begge i total ro på onsdagens sprinteretape – forståeligt nok, når man ser fem mod de to monsterdage i bjergene, der venter.
Deres respektive hold fik også umiddelbart sparet godt på krudtet, da de egentlig tog sig en halv fridag.
Bortset fra Wout van Aert, der fik brugt nogle tændstikker. Det kan du læse mere om under 'Så du det'-afsnittet.
Selvom det væltede ned sidst på dagens etape, er der ingen tvivl om, at onsdag var stilhed før stormen.
For nu går Tour de France ind i sin absolut afgørende fase. Det er nu, vi får svarene. Nu, spændingen endelig forløses. Og nu Jonas Vingegaard skal være knivskarp, hvis han skal vende situationen og skrive et dansk Tour-eventyr som aldrig er set magen før.
Hvis thyboen formår at vinde årets Tour de France, ville det være den vildeste danske Tour-præstation nogensinde. Det siger noget om opgavens størrelse – men også om, hvor monumentalt, det kan blive.
Vi holder vejret.
Man kan sige meget om Wout van Aert, men han er ikke en mand, der giver op.
Med cirka 45 kilometer til mål stak Vingegaards holdkammerat pludselig frem, da han prøvede lukke hullet op til udbruddets fire mand, der lå et minut foran feltet. Men Red Bull-hjelmen gav heller ikke vinger i dag.
På den ene side skal man prise det mod, belgieren viste ved at kaste sig ud i sådan en aktion – for det er der ikke mange, der havde gjort.
Men det var der så nok en grund til. For det var et håbløst kamikaze-forsøg, der varede i knap 12 kilometer, inden det blev aflivet igen, og Wout van Aert lod sig falde tilbage til feltet.
Løbets absolutte kongeetape. Længere er den ikke, når man skal tale om den modbydelige dag, der venter Tour-feltet torsdag.
Der skal forceres tre stigninger uden for kategori, og rytterne får nærmest ingen pauser, fordi det konstant går op og ned hele dagen. I øvrigt er der fordelt cirka 5.700 højdemeter på de 171,5 kilometer, og vi er ikke bange for at sige, at det her er den vildeste etapeprofil, Touren har budt på i meget lang tid.
Dagen slutter på Col de la Loze – en led og stejl satan, der allerede stod på menuen for to år siden, hvor Pogacar sagde de berømte ord: ‘I’m gone, I’m dead,’ og måtte kapitulere over for Jonas Vingegaard.
Opkørslen i årets udgave er ikke lige så hård, men det kan kun blive et episk slag, hvis vores danske Tour-håb viser de samme ben som på Mont Ventoux. Touren kan blive afgjort her... Medmindre det sker på fredag.
1. Jonathan Milan – Lidl-Trek
2. Jordi Meeus -Red Bull-Bora-hansgrohe ''
3. Tobias Lund Andresen – Team Picnic PostNL ''
4. Arnaud De Lie – Lotto ''
5. Davide Ballerini – XDS Astana Team ''
6. Alberto Dainese – Tudor Pro Cycling Team ''
7. Paul Penhoët – Groupama-FDJ ''
8. Yevgeniy Fedorov – XDS Astana Team ''
9. Clément Russo – Gourpama-FDJ +0:06''
10. Jasper Stuyven – Lidl-Trek +0:09''