Bilisten, der ifølge politiet stod bag vanvidskørsel og uagtsomt manddrab på en 65-årig mand foran en BabySam butik i København, kan slippe billigere på grund af sin unge alder.
Den formodede gerningsmanden er nemlig 17 år, og han er derfor begunstiget af, at han endnu ikke er fyldt 18 år.
Det forklarer strafferetsekspert og professor emeritus ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard.
»Ved udmåling af straffen skal det indgå som en formildende omstændighed, at gerningspersonen ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført,« siger Jørn Vestergaard og fortsætter:
»I domme vedrørende unge fremhæves det ofte, at alderen er tillagt betydning ved strafudmålingen,« tilføjer Jørn Vestergaard.
Sagen har blandt andet vakt opsigt, fordi en video fra sociale medier viser den formodede gerningsmand suge lattergas-patroner på en villavej i Glostrup nogle timer inden, at han kørte den 65-årige mand ned.
Lattergas er et stigende problem i trafikken.
Alene de seneste fem år er seks uskyldige menneskeliv blevet taget i dødsulykker, hvor den dømte eller sigtede bilist har været påvirket af lattergas. En af dem, der har oplevet konsekvenserne, er 81-årige Johan, der mistede sin kone. Hans historie kan du læse her.
Jørn Vestergaard fortæller, at en evt. ungdomsrabat i givet fald vil blive givet på et skærpet grundlag.
Han forklarer, at Folketinget i 2021 bestemte, at strafniveauet for vanvidskørsel skulle forhøjes med 150 procent, hvis en person var påvirket.
»Det betyder, at strafferammen er op til 10 års fængsel,« siger Jørn Vestergaard og henviser til en tidligere sag, der kan indikere et strafniveau:
En 30-årig vanvidsbilist blev nemlig i februar 2025 idømt fængsel i fem et halvt år i en sag, hvor han - påvirket af hash og kokain - kørte over for rødt lys i et vejkryds og kørte ind i en anden bil. Med den konsekvens, at en mand døde.
I en anden sag fra 2020 blev en kun 5-årig pige dræbt af en 21-årig mand på Peter Bangsvej i København. Han var også påvirket af lattergas og fik seks års fængsel.
»Hvis anklagemyndigheden kan dokumentere, at gerningsmanden i sagen fra Roskildevej har været påvirket af lattergas, kan dommene indikere et niveau for straffen. Men det er uden den mulige ungdomsrabat,« siger Jørn Vestergaard.
Tidligere kunne straffen til en gerningsmand under 18 år aldrig overstige fængsel i 8 år. Denne begrænsning ophævede Folketinget i 2010 efter det såkaldte stadion-drab i Aalborg, hvor en 15-årig dreng umotiveret sparket og trampede en tilfældig 48-årig mand ihjel.
Han fik syv års fængsel for drabet på grund af sin unge alder.
»Den begrænsning er der ikke mere,« siger Jørn Vestergaard.
Gerningsmanden er indtil videre varetægtsfængslet frem til 2. september 2025. Det er efterfølgende kommet frem, at der var flere i bilen, og at flere vidner så dem køre aggressivt i de nærliggende bydele.