Sådan!

Caroline Wozniacki fik en perfekt start på sin 13. deltagelse i den traditionsrige Grand Slam-tennisturnering, The Championships, i London-forstaden Wimbledon.

Således vandt den 27-årige dansker 6-0, 6-3 over sin fem år ældre modstander Varvara Lepchenko og er dermed videre til anden runde, hvor russeren Ekaterina Makarova venter.

»Jeg elsker at spille på græs, og er selvfølgelig glad for sejren,« sagde Caroline Wozniacki til den engelske tv-kanal BBC få minutter efter kampen.

Inden matchen, der blev afviklet i strålende solskin og stegende hede, havde sidste års Wimbledon-mester i herresingle, Roger Federer, åbnet dagens program på Centre Court ved at besejre Dusan Lajovic overbevisende i tre sæt.

Efterfølgende forlod et stort antal af de i alt 15.000 tilskuere stadion for at strække ben, og derfor var det kun halv fyldt, da Wozniacki indledte kampen med at serve.

Ofte har den 27-årige startproblemer i sine kampe, men ikke i denne, hvor hun problemløst bragte sig foran 1-0 ved at vinde sit eget serveparti.

Foto: PAUL CHILDS
Vis mere

Det var tydeligt at se, at Caroline Wozniacki ovenpå sin finalesejr ved sidste uges græsturnering i Eastbourne både havde masser af selvtillid og følte sig komfortabel med det hurtige underlag:

I den resterende del af det 25 minutter korte første sæt satte hun stort set ikke en fod forkert mod Varvara Lepchenko, der til sammenligning virkede en smule rusten.

Men det var altså også den venstrehåndede amerikaners første kamp på græs i denne sæson.

Efter andenseedede Wozniacki i første sæt havde uddelt 'æg' til verdensranglistens nummer 97, fik det efterfølgende en knap så god begyndelse eftersom danskeren blev brudt i sin første serveparti.

Det lod hun sig dog ikke ryste af. Hun brød straks tilbage, og da hun i kampens afsluttende fase fortsatte sin dominans, kom sejren aldrig i fare.

Dagens modstander ligger som nummer 97 på verdensranglisten, og du kan se, hvordan kampen forløb i LIVE-bloggen her: