Den svenske bokser Frida Wallberg kæmper for at komme tilbage til et normalt liv, efter hun i sidste måned pådrog sig en hjerneblødning ovenpå et voldsomt knockout.

For første gang taler Frida Wallberg nu om den frygtelige match og sin kamp for at vende tilbage til et normalt liv. Hun frygter, at livet aldrig bliver som før.

- Jeg træner hukommelsen, at regne og læse. Det er følelsesmæssigt. Jeg ved ikke, om jeg bliver helt rask igen, siger hun til den svenske Tv-station, SVT.

Det var under en kamp mod australske Diana Prazak den 14. juni i Stockholm, at Wallberg fik en hjerneblødning og røg i koma, da Prazak slog hende ud i ottende omgang. Wallberg blev kørt på sygehuset og opereret, og i mere end et døgn var der tvivl om, hvorvidt hun ville klare den.

Selvom Wallberg tvivler på, om hun bliver helt rask igen, forsøger hun at se positivt på situationen.

- Jeg er ikke deprimeret over det. Det er det, der kan ske på eliteniveau. At jeg i det hele taget sidder her er fantastisk. I begyndelsen kunne jeg ikke en gang gå, det kan jeg nu. Der har været meget sygehus og rehabilitering, siger hun.

Hun har ikke tænkt på sin karriere siden ulykken, og vil ikke overveje, om den skal fortsætte endnu. Nu vil hun koncentrere sig om sit liv uden for ringen og sin seks år gamle datter, Nellie.

- Jeg vil komme tilbage og være den mor, jeg altid har været for Nellie. Og at kunne være den Frida, jeg altid har været. Jeg er glad for, at jeg i det hele taget har fået chancen til at kæmpe mig tilbage, siger hun.