KOMMENTAR
Det blev engang sagt om Miguel Indurain, at han talte med sin stilhed.
Den karakteristik kom fra José Miguel Echavarri, der var team-manager på først Reynold og siden Banesto, hvor kolossen fra Pamplona kørte igennem det meste af sin karriere.
Stilhed af den karakter kan sagtens gemme på dybe floder med mørkt og gådefuldt vand. Hvad den store spanier angik, handlede det nok mest om, at han ikke havde så meget at sige. Og sådan kørte og vandt han også Tour de France. Båret af en knusende styrke på de lange enkeltstarter, som stadig var på mode i 1990erne, og resten af vejen med et hold, hvor taktisk spidsfindighed hverken fandtes eller var nødvendig.
Der er blevet sagt og skrevet meget om Team Sky og Chris Froome i årets Tour de France. Om alt fra stjålne parkeringspladser til alle deres sorte puha-busser til de watt-beregninger af Chris Froomes pedaltråd, som ekspertvældet så kunne slås om rigtigheden af hviledagen igennem. Der er vist også stjålet indtil flere par små sko i diverse byer hen mod Alperne, men så vidt vides er det ikke medlemmer af Team Sky, der har gjort sig skyldige her.
I et Tour de France, der kan synes afgjort, går det helt agurk med en strengt taget yderst akademisk diskussion, der ikke for nuværende vil finde et brugbart facit eller komme i havn. Men så dødt er løbet trods alt ikke.
For at vende tilbage til Indurain, var hans hoved lidt af et mysterium. Jo jo, han ville tage en dag ad gangen. Men hvad han ellers ville, var sværere at blive klog på.
Tour-vinderen i 1988, Pedro Delgado, der var den etablerede stjerne, da Indurain trådte ind på Reynolds-holdet i midten af 1980erne, forstod ham ikke.
»Det virker, som om Miguel ser på et cykelløb med det samme blik, han ville bruge på et stykke arbejde på sin fars gård,« konstaterede Delgado.
Den lille colombianer Nairo Quintana er som Miguel Indurain også af bondeæt. Men der er en anden og dybere gammelmandsvisdom over den 25-årige klatrer. Et andet og mere hårdkogt og kynisk instinkt for at skrue bissen på, når det gælder.
Nairo Quintana og hans lumsk dobbeltbundede holdkammerat Alejandro Valverde får brug for det, hvis ikke Team Sky uhindret skal føre Froome til Paris i den gule trøje. En vigtig forudsætning er selvklart, at benene er der, og at den tredje uge for den spurveagtige skikkelse vil være på niveau med 2013, hvor han i et par tilfælde havde fat i nakken på Froome i Alperne. Og i Giro d’Italia sidste år, hvor Quintana igen viste, at han bliver bedre, som en tre uger lang Grand Tour skrider frem.
Det ser tæt på håbløst ud for Nairo Quintana. Og jeg regner ikke Alberto Contador som en reel udfordrer længere, selv om jeg er sikker på, at den ærekære spanier vil forsøge at lave et nummer inden tæppefald.
Quintana skal bruge de muligheder, der er for at isolere Froome og et taktisk velindstillet Team Sky-hold. Og så endelig lade være med at stirre ned i den tidsmæssige afgrund på 3.10 min., der aktuelt er op. Chris Froome skal have en monumental nedtur for at sætte det over styr. På den anden side bør en mand som Quintana vælge at fokusere på, at den kenyansk fødte piberenserskikkelse trods alt ikke har været noget overmenneske i bjergene.
Froome har etableret sin føring via 59 sekunders forspring på Pierre St. Martin i Pyrenæerne. Resten er kommet i en blanding af sidevinds-tab oppe i Holland på 1.28, lidt tidskørsel og en sjat bonussekunder. Værre er det ikke. Det er værd at tage med.
Det bliver en dag ad gangen. Måske griner vi dumt ad disse linjer allerede i aften, når Team Sky har stranguleret den sidste rest af modstandskraft. Så kan der hurtigt blive så stille, som var det Miguel Indurain, der skulle udlægge teksten.
