Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Jeg havde en periode, hvor jeg absolut ikke kunne rumme at læse og høre mere på eller om Lance Armstrong.

Som journalist stod jeg på sidelinjen af Armstrongs fire sidste Tour de France-sejre, jeg har været med til at skrive hans farvelportrætter, jeg har været med til at skrive ham tilbage i sporten, jeg har været med til at skrive om alle fornemmelserne af hans karriereløgn, og jeg har været med til at skrive om hans endelige fald.

Og jeg blev oprigtigt træt til sidst.

Derfor tør jeg ikke sige, hvad det var, der fik mig til at hive den amerikanske journalist Juliet Macurs’ bog En kæde af løgne - afsløringen af Lance Armstrongs bedrag, ned fra reolen forleden aften.

Men ned kom den, og nu sidder jeg så både forarget og fascineret tilbage og læser mig igennem et af sportshistoriens mest skrupelløse svindelnumre.

Jeg er ikke færdig, men det er så langt, som jeg er kommet, en fremragende bog og et fremragende indblik i et bedrag, som det stadigt forbavser mig, at man kunne holde skjult, så længe, som det var tilfældet.

Beskrivelse af dopingbruget i almindelighed og EPO-brug i særdeleshed i cykelsporten i 90’erne og 00’erne, som kommer frem, er så fuldstændig vild, at man dårligt kan tro det.

En scene gjorde et stærkt indtryk. Det er kapitelt, hvor man hører, hvordan den stadig aktive Christian Vande Velde forbløffes, da han som nyprofessionel på det daværende US Postal-mandskab bliver introduceret til de vilkår, der skal blive en grundpræmis for, at han kan følge med i det professionelle felt. 

Man fornemmer hans tvivl og ubehag ved kigget ind i en pille- og sprøjtekultur, der faktisk er ulækker. Og man fornemmer hans desillusion over, at det, der virkelig er hans drøm og passion, ikke kan forfølges med rå træning og talent alene.

Det var ikke rimeligt, at det var sådan.

Det var stupidt. Og det var ikke bare et resultat af, at en hel masse ryttere havde ødelagt konkurrencemiljøet for sig selv og hinanden. Det var også et resultat af, at en masse ledere i cykelsporten - både på holdene og politisk - havde svigtet fundamentalt.

Det svigt betaler man stadig dyrt for i dag.

Jeg skrev tidligere på ugen en klumme om Bjarne Riis, som gennem vennen, den tidligere Saxo bank-direktør Lars Seier Christensen, varslede, at han præsenterer et nyt projekt i slutningen af februar.

I den klumme skrev jeg også, at Bjarne Riis for mig stadig står for en markant grad af utroværdighed omkring sin ledelse af det daværende Team CSC. Riis var som både rytter og sportsdirektør en del af den tid, hvor feltet flød af doping. Han har selv indrømmet, at han - selvfølgelig, tilføjer jeg, for sådan var det - også vandt sine sejre med hjælp af doping. Andre har fortalt, at Riis var fuldt vidende om, nogle hævder også, at han opmuntrede til, brug af doping, da han senere blev holdejer.

Dette sidste forhold husker alle de andre meget bedre end Riis selv. Pudsigt nok.

Nå, men ud af den klumme voksede en mere generel debat om, hvorvidt cykelsporten i dag mon er kommet afgørende meget videre.

Det tror jeg nok, at den er. Og det siger jeg ikke, fordi jeg håber og ønsker det for sporten, men fordi det siges med en troværdighed i stemmen, når man taler med folk, der kender både de gamle dage og de nye dage.

I dag er det - lykkeligvis - formentlig ikke en grundpræmis for at få et liv i cykelsporten, at man er klar til at gøre sig til dopingmisbruger. Så langt tror jeg rent faktisk, at man er kommet, og den dopingbekæmpelse, som sporten har været underlagt de seneste syv-otte år, kan vi godt tillade os at tro på rent faktisk har gjort en forskel.

Den har været radikal, og jeg tror gerne på det, når jeg hører, at oplevelsen inde i miljøet er, at alt er forandret radikalt.

Men for os som betragtende offentlighed bliver oplevelsen af en radikal forandring først endelig, når vi står helt overbevist tilbage om, at racet i toppen af hierarkiet - der hvor man kører efter sejre i de allerstørste etapeløb - er rent.

Der er jeg ikke nået til endnu.

Der køres stadig forbasket hurtigt her og der, og der bliver stadig afleveret positive dopingprøver fra ryttere, der befinder sig på så lavt et niveau, at man oprigtigt forbavses over, hvor ringe dopingen virker, hvis det ikke kan hjælpe mere i konkurrencen mod bedre og formentlig rene ryttere.

Cykelsæsonen 2016 er så småt ved at rulle i gang. Januar har traditionen tro budt på løb i både Australien og Argentina, og fra næste uge begynder så løbene på den arabiske halvø, inden den europæiske sæson går i gang.

Det er en bedre verden end i Armstrong-årene, men det er stadig en verden, der kæmper med sin historie.

Andre læser også