Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

KOMMENTAR

Selv om det pisker løs med cykelryttere i Qatars ørkensand på siderne her, så tillader jeg mig flabetheden at skrive, at cykelsæsonen ikke rigtigt er i gang, før vi i begyndelsen af marts ser rytterne i gang i de europæiske løb.

Hele kloden er over de seneste 10 år blevet taget i anvendelse til cykelløb, selvfølgelig er det sådan. Det giver fin mening rent kommercielt og vejrmæssigt at få sporten til både Kina, USA, Sydamerika, Australien, Afrika og Mellemøsten. Men sportsligt har det endnu ikke manifesteret sig som voldsomt betydningsfuldt.

Jeg er med på, at vi kan se antydninger af, hvad sæsonen vil bringe, men man kan søreme også sagtens gemme sig nede i gruppettoen på en sidevindsødelagt etape i Dubai for at stå tindrende skarp et par måneder senere i Europa.

Men med det forbehold placeret indledningsvis er det også værd at nævne, at man bestemt kan få noget ud af at kigge i retning af de cykelløb, der i gang i øjeblikket.

Der kan være tegn at få øje på, og helt åbenlyst er det, at nogle af sæsonens dueller og rivaliseringer allerede er i gang. Tag nu sprinterne, som har fine tider i ørkenlandskabet i Dubai og Qatar i disse dage.

Vi ser Kittel, Cavendish og Kristoff tage etaper og allerede nu sætte gang i den mentale kamp, det også er at vise de andre, at man er der. De vil alle hellere vinde et cykelløb i Europa om en måned eller halvanden, men chancen for at de gør det, vil formentlig også være større, hvis de kommer med den viden, at de slog de andre dengang i februar.

Måden, hvorpå de største etapeløbsnavne bruger disse løb, er meget forskellig og har de senere år været under ret kraftig udvikling.

Der var engang, hvor sportens største etapeløbsryttere gjorde en dyd af ikke at præstere noget som helst før blandt andet Tour de France - det gjaldt ikke mindst Lance Armstrong, og det har formentlig ikke kun handlet om, at han sparede på kræfterne, men også på krudtet.

Men trenden med et gemme sig fik en alvorlig overhaling af briten Bradley Wiggins, da han havde sin fantomsæson i 2012, hvor han vandt Tour de France.

På vej til den triumf havde han vundet Paris-Nice, Romandiet Rundt og Dauphiné Libéré, fordi det var vigtigt for ham at øve sig i at vinde og mærke det pres, der er forbundet med en førertrøje.

Chris Froome har taget det lige så vidt og stod i 2013, hvor han i juli vandt Tour de France, som vinder af Tour of Oman allerede i februar, og det var bestemt bemærkelsesværdigt at se Chris Froome sikre sig den samlede sejr i Herald Sun Tour i weekenden.

Og hvad så med danskerne? Hvad skal vi lægge i et top-10-resultat fra Søren Kragh Andersen på første etape af Tour of Qatar? Ikke så meget endda. Jo, at det er fint, at han har albuerne og sulten til at finde sin position dér, hvor cykelløbene afgøres. Men vi skal også kigge på det med erindringen om, at for en ny rytter i det professionelle felt begynder virkeligheden i den grad først, når vi kommer til Europa.

Andre læser også