På min folkeskole skulle man – ikke urimeligt – invitere hele sin klasse eller hele sit køn, hvis man skulle holde fødselsdag. Men hvordan er reglerne, når man er blevet voksen?

På mandag fylder jeg 26 år. Jeg fejrer opdateringen fra version 2.5 på lørdag og har forberedt festen i månedsvis: Temaet, natmaden, telefonnummeret til giftlinjen – alt er klar!

Den står på tour de chambre i hele vores – jeg bor sammen med et vennepar og deres barn – lejlighed, hvilket vil sige, at alle værelser har et tema. Der er derfor omgivelser for enhver smag, hvad enten man er i det dansable hjørne eller det romantiske.

Joys 5 ting, ALLE burde vide om livet

Den obligatoriske advarsel hænger naturligvis allerede i opgangen:

»Kære nabo, jeg fylder år og holder fest. Hvis din kat er væk i morgen – helt eller delvist – kan jeg betrygge dig med, at jeg netop har købt en tillægsforsikring«.

Eftersom jeg allerede påbegyndte festplanlægningen i slutningen af oktober, har jeg haft en del tid til overs, så nu dykker vi lige helt ned i detaljen for at understrege, hvor stor en fødselsdags-bridezilla jeg skulle vise mig at være: Jeg har designet personlige geofiltre til eventen!

Til de uindvigede: Det er et grafisk statussymbol blandt unge på appen Snapchat, som jeg naturligvis ikke kunne være foruden på den store dag, hvor 40 – og i værste fald 50 – venner og kollegaer kommer forbi og danser.

Og her kommer hagen ind i billedet. Det er nemlig ikke mine 40 eneste venner og kollegaer, der kommer. Det er et udvalg på 40 venner og kollegaer.

25-årige Joy om mystisk fund i en glemt kasse: Så jeg virkelig det?

Skulle jeg invitere hele maskineriet bag BT og Metroxpress, hvor jeg arbejder, skulle jeg invitere 95 mennesker. Skulle jeg nøjes med min egen redaktion, var tallet 30. Og så ville en af mine bedste venner privat for eksempel ikke blive indbudt. Skulle jeg invitere 30 kollegaer, ville jeg også kun kunne invitere 10 venner uden for arbejdet, for mere plads har jeg ganske enkelt ikke.

Jeg var derfor nødt til at skære kagen et andet sted. Jeg startede med at strege alle med et overordnet ansvar: Chefer, redaktører og deslige. Så røg praktikanterne. Og alle de nye.

Det var derfor utroligt akavet, da jeg den anden dag sad og pralede med min fest på mit arbejde – og i min iver sågar sendte billeder rundt af min fødselsdagskjole – over for et miks af netop de tre ovenstående grupper.

Til mit store held tog de det ikke ilde op. Tværtimod forstod de godt mine overvejelser. Det har nemlig før været et problem, at ingen af os bor så stort, at vi kan invitere alle hver gang.

Det fik mig til at tænke over, hvad reglerne egentlig er. De der uskrevne, sociale spilleregler om at invitere kollegaer til arrangementer i private rammer. Gælder folkeskolereglen stadig?

Reglen om, at man enten skal invitere alle, alle af samme køn – eller ingen overhovedet?

Nuvel. Det er, som det er. Jeg ville egentlig gerne have haft yderligere 15 kollegaer med, men forhåbentlig gælder en anden gammel folkeskoleregel ikke længere.

Reglen om, at man kommer i skammekrogen, hvis man er en dårlig kammerat.