'Et stykke stof'.

Sådan omtaler og bagatellisere landsformand for Radikal Ungdom Sigrid Friis Proschowsky det ekstremt kvindeundertrykkende symbol niqab'en og burkaen.

Om det er udtryk for ihærdig idealismen, hylende naivitet eller spejlblank uvidenhed om islamisme, skal jeg ikke kunne sige. Men kære Sigrid Friis Proschowsky, burka- og niqab-forbuddet er faktisk ikke et 'frihedskrænkende forslag', der dikterer et 'dresscode' eller blander sig i kvinders 'stilvalg', som du skriver. Politikerne skal droppe symbolpolitik, men det er et forbud mod burka eller niqab faktisk heller ikke.

Kan man ikke bare være ligeglad med, hvad en muslimsk kvinde trækker eller får trukket ned over hovedet? Nej, hør her: På ansigtet kender vi hinanden som individer – skelner den ene fra den anden – det er med til at skabe den umiddelbare tillid, vi møder hinanden med i et demokratisk samfund. Derfor skal det ikke accepteres, at man anonymiserer sig med et sort klæde.

For det er et problem, hvis en kvinde ikke må findes som individ i det offentlige rum. Hvis nogen finder det rimeligt, at man selv eller andre på grund af deres køn ikke skal findes som individer i det offentlige rum – ja, så er der al mulig god grund til at betvivle vedkommende demokratiske sindelag.

For i den offentlige demokratiske debat fremsætter vi argumenter på vores glatte ansigt, og vi kan læse ansigtsudtrykket på det menneske, vi diskuterer med. Vi skal kunne se, hvem vi taler med uanset hvornår og hvornår - om det så er i klasselokalet, på kommunekontoret, i Mjølnerparken eller Illums Bolighus.

Derfor bør der i det hele taget være forbudt at tildække sit ansigt i det offentlige rum, for vi har gensidig krav på at vide, hvem vi står overfor – krav på at se vedkommendes ansigt. Går man ind for 'friheden til at bære niqab', må man stå ved, at man går ind for, at kvinder skal kunne vælge eller pålægges at være ansigtsløse stereotyper i det offentlige rum og kun eksistere som mødre og hustruer i hjemmet.