Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Hvis alt er oversat korrekt, og reporterne i Saint-Etienne i aftes fik det hele med, så sagde Ronaldo groft sagt ikke én forkert ting, da han i aftes analyserede Islands slutrundedebut i 1-1-kampen mod Ronaldo og Portugal.

De forsvarede sig meget. De havde næsten ingen chancer. De bliver aldrig et stort hold. De fejrede det ene point, som om de havde vundet EM. Og det er udtryk for et ambitionsniveau, der gør, at Island aldrig kommer til at opnå noget.

Cirka sådan kan man opsummere Ronaldos udsagn.

Forsvarede Island sig meget? Ja, det gjorde Island.

Havde Island næsten ingen chancer? Nej, det havde Island ikke.

Bliver Island aldrig et stort hold? Nej, i hvert fald ikke så stort som Tyskland, Italien, England, Spanien og Portugal.

Fejrede de det ene point som et europamesterskab? Muligvis - jeg tror nu, at der i så fald vil være mere i posen - men ja, et point mod Portugal var en fest. Heldigvis og forståeligt nok.

Hvis det er ens ambitionsniveau, opnår man så nogensinde noget? Formentlig ikke et europamesterskab.

Og samtidig er alt bare så ufatteligt forkert i Ronaldso tøsede fornærmethed.

Ronaldo er en herlig fodboldspiller. Og en herlig krukke. Hele tiden skubber han til grænsen for, hvor meget selvsmag, vi kan holde til at se på. Hele tiden påtager han sig med fremskudt brystkasse alt det pres og alle de forventninger, der lander på ham.

Men i aftes manglede der selvindsigt og to gram format, da han rettede sine angreb mod Island efter selv igen at have været en del af en portugisisk slutrundeåbning, som peger mest i retning af, at holdet også denne gang bliver en skuffelse.

Island skylder ikke at komme til Frankrig med andre ambitioner, end dem vi så i aftes i kampen mod Portugal. Jeg så et hold, der straks fra kampens start insisterede på at spille med, som tilmed havde bolden en del og forsøgte at true modstanderen.

At Portugal sidenhen pressede Island tilbage og skabte flere chancer, tør jeg vel godt sige lå lige for. Men jeg så gennem stort set hele kampen et islandsk hold, der stod, hvor det stod, på grund af Portugal, og jeg så også et islandsk hold, der egentlig stræbte efter noget andet end ren forsvarsparade.

Men som de hang i tovene, islændingene, var de dygtige til at tage de slag, der kom og blive på benene og hele tiden søge muligheden for at stikke tilbage.

Af alle de nye (og små) lande ved dette EM åbenbarede Island sig i første spillerunde som den største af små giganter.

Jeg tror, Island kommer videre fra den pulje. Og det gør Island i kraft af holdets afklarethed, taktiske struktur og store hjerte.

Og når Island rammer den 1/8-finale, kan de fejre det som et vundet verdensmesterskab for min skyld. Det vil, når man tager hele kvalifikationen med i betragtning, samlet set være en større bedrift, end hvis Portugal og Ronaldo skulle ende som europamestre.

Ja, det mener jeg.

Jeg elsker, at Ronaldo siger, hvad han mener. Og at han slipper tøjlerne for sine frustrationer.

Men han manlger én sætning for at holde fast i sit format.

Han mangler den ene sætning, der også anerkender, at det er en komplet umulighed, at Island overhovedet er med i Frankrig, og som anerkender, at det islandske landshold rent faktisk kan dukke op i Frankrig og spille med mod Europas bedste nationer uden at være til grin og uden at gøre turneringen til en joke.

Jeg er slet ikke overbevist om, at 24 lande til et EM er en god ting. Der har manglet kvalitet i gruppekampenes indledning, og der er er for mange hold, der går videre i dette turneringsformat. De store lande har for lidt på spil indledningsvist.

Men skal jeg få øje på én charmerende ting ved det store EM, så er det alene, at det er blevet et EM for langt flere lande i Europa - blandt andet for Island.

I dette turneringsformat synes jeg, at Island er en gave. Ligesom Ronaldo er det - nu også som fornærmet krukke.

Andre læser også