Under stor medieomtale og palaver proklamerede den radikale leder Morten Østergaard i sidste uge i flot opsatte avisannoncer, at han ville gøre op med sit image som halalhippie og tage ud at bo i virkeligheden.

'Jeg flytter mit skrivebord derud, hvor folk lever dør om dør med årtiers dårlig integration. Jeg banker på og spørger, om jeg må blive klogere,' stod der i annoncen under overskriften ’Kære dansker.’

Det første sted, Morten Østergaard ville bo, var i ghettoen Vollsmose ved Odense. Et af landets allermest udsatte boligområder. Men det der med at flytte viste sig mere at være en art forlænget weekend. Den radikale leder endte med at bo i en lejlighed i det omdiskuterede kvarter fra onsdag til fredag og brugte en stor del af tiden på at tale med diverse medier, der beredvilligt gav ham airtime til at fortælle om den virkelige verden væk fra osteklokken på Christiansborg.

Spørgsmålet er, om han måske brugte mere tid på medierne end på egentlig at få et indtryk af stedet på de par dage, han nåede at bo der? Og om han i virkeligheden mere var i gang med en kampagne for at pleje sit eget image?

Det er bestemt ikke første gang, en politiker bevæger sig ud i et poleret mediestunt. Der går snart ikke en uge, uden at man på en politisk redaktion bliver ringet op af en ansat i et partis pressetjeneste, der spørger, om man vil med en minister ud at besøge et plejehjem – meget gerne med fotograf. Og udlændingeminister Inger Støjberg (V) er ikke sen til at lugte en god mulighed for omtale, hvis eksempelvis en bager i Tingbjerg oplever hærværk i sin bagerforretning. Så står hun der straks med hele verdenspressen i ryggen.

Det er al ære værd, at politikerne snakker med borgerne og tager rundt i landet væk fra Christiansborgs gange. Men er vi virkelig nået dertil, at vores politikere skal ’på tur ud i virkeligheden’? Og hvorfor skal det være med et kamerahold i ryggen og med en fanfare i kulørte annoncer inden? Måske fordi det handler mere om politikerne selv og deres eget stemmefiskeri end om borgerne?