Det står naturligvis altid en ledelse frit for at fyre eller omrokere. Det gælder selvfølgelig også i Socialdemokratiet, hvor ledelsen i løbet af foråret har fyret folketingsmedlemmerne Mette Gjerskov og Yildiz Akdogan som ordførere.

Årsagerne synes at være forskellige, men begge S-politikere er i forbindelse med følsomme spørgsmål som burkaforbud og kvoteflygtninge gået imod Folketingsgruppen. Siden da har et alt andet end kønt efterspil udfoldet sig i medierne.

I gårsdagens avis kom det således til noget, der mest af alt minder om et offentligt slagsmål mellem Yildiz Akdogan og gruppesekretæren Christine Antorini om, hvad der er den egentlige årsag til, at Akdogan ikke længere er psykiatriordfører.

Politiske partier er en underlig størrelse. De senere år er de blevet strømlinet og topstyres ofte som på måde, som minder om private virksomheder. Men under dette gemmer der sig en skov af egne dagsordener, som de enkelte folketingsmedlemmer har. Dette udløser så med jævne mellemrum spændinger. Og heldigvis for det, da vi har brug for politikere, der udfordrer og skaber debat.

Men i sit stille sind kan man ikke lade være med at undre sig over, at man i landets største oppositionsparti, som målrettet går efter statsministerposten, i det hele taget bevæger sig ud i offentlige og kulørte slagsmål. Især når man tager S-historien in mente. Flere gange har S snublet over egne ben på grund af slagsmål. Det må partiet selv døje med.

For os, der står uden for Christiansborg, er det med en blanding af smil på læben og hovedrysten, at vi læser og ser, hvordan voksne, politiske venner ryger i verbal slåskamp med hinanden.

Men når eftertanken rammer stivner smilet, mens vores hovedrysten tager til i styrke. For det er ikke just slagsmål som Akdogan mod Antorini, der højner vores tillid til landets politikere. Det er tværtimod den slags, der gør at mange af os bliver godt og grundigt trætte af dansk politik.

ufjo