Det danske landshold har gjort al forarbejdet. De har fundet adressen, er kørt hen til huset, er gået op til hoveddøren og har ringet på. Nu skal de egentlig bare åbne døren ind til EM.

Døren åbnes med et enkelt point i Dublin mandag aften. Om under 72 timer ved vi kort sagt, om Danmark skal til EM eller ud i et nervepirrende opsamlingsheat til foråret.

Forskellen mellem succes og fiasko balancerer - som det så ofte er tilfældet - på en knivsæg. Henter Åge Hareides hold minimum det ene point i Irland, vil den her kvalifikationsturnering af naturlige årsager være en succes.

Taber Danmark for første siden Kasper Schmeichel var knægt, vil vi stemple den som en fiasko, efterrationalisere i dagevis og synge klagesange. Sådan er det. Og heldigvis for det!

Landstræner Åge Hareide, Danmark efter UEFA EURO 2020 gruppekampen mellem Danmark og Gibraltar fredag den 15. november 2019. (Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix 2019)
Landstræner Åge Hareide, Danmark efter UEFA EURO 2020 gruppekampen mellem Danmark og Gibraltar fredag den 15. november 2019. (Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix 2019) Foto: Lars Møller
Vis mere

Som Åge Hareide siger, bliver det det skidesjovt på mandag. Skidesjovt, neglebidende spændende og måske helt ulideligt. For landstræneren er det en af de kampe, der gør, at han næppe stiller trænerstøvlerne, før han stiller træskoene, fortæller han. For os andre er det en af dem, der gør det fantastisk at følge fodbolden i almindelighed og landsholdet i særdeleshed.

Nu SKAL Danmark selvfølgelig til EM. En EM-slutrunde, der er så forbandet vigtig! For landsholdet, for danskerne, for DBU og for hele stemningen omkring den slutrunde, der blandt andet foregår i Parken til sommer. For sikke et antiklimaks det vil være, hvis det er et andet hold end de rød-hvide, der til juni skal løbe rundt på den bane i Parken, der forhåbentlig er blevet skiftet flere gange inden da!

Det kommende EM er på det nærmeste skræddersyet det danske landshold. Og det vil være som en fest uden vært, hvis de rød-hvide ikke er med. I hvert fald fra et dansk synspunkt. Det må naturligvis ikke ske.

Det her danske landshold har været ubesejret så længe. Nu kræver det bare én kamp mere. Så kan Åge Hareide og det landshold, han har stået i spidsen for gennem snart fire år, i teorien læne sig tilbage og hvile på lauerbærene. I så fald hedder det to slutrunder ud af to.

Robert Skov, Danmark har scoret til 4-0 i UEFA EURO 2020 gruppekampen mellem Danmark og Gibraltar fredag den 15. november 2019. (Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix 2019)
Robert Skov, Danmark har scoret til 4-0 i UEFA EURO 2020 gruppekampen mellem Danmark og Gibraltar fredag den 15. november 2019. (Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix 2019) Foto: Lars Møller
Vis mere

Dén succes under jeg i dén grad Åge Hareide og dette landshold, som ikke er historiens mest interessante, men til gengæld er det mest effektive.

Men igen… Bliver det ikke til point på mandag, betyder det noget nær ingenting. At kvalificere sig til slutrunder har altid været, hvad det danske landshold og skiftende danske landstrænere er blevet bedømt på. Sådan bliver det selvfølgelig også denne gang.

Hukommelsen er kort. Den sidste oplevelse tæller. Derfor bliver det også kampen på mandag i Dublin, der på kort sigt kommer til at definere Åge Hareides landstrænertid.

Det har været umuligt for det danske landshold at tabe gennem flere år. Lad det lige fortsætte et par dage endnu!