Lyt til artiklen

VM i badminton i august blev aldrig det store festfyrværkeri for Carsten Morgensen og Mathias Boe. Og hjemrejsen fra Jakarta er bestemt heller ikke forløbet problemfrit. Faktisk står det så grelt til, at Mathias Boe er blevet ramt af sygdom, der på anden dag holder ham i isolation på Rigshospitalet.

»Dag to i isolation på Riget. Dengue? Malaria? Lægerne ved det ikke endnu, men jeg håber, jeg får det bedre snart,« skriver Boe på sin Twitter-profil.

For to dage siden skrev Mathias Boe, at han stadig var syg efter VM i Indonesien - og at han nu var oppe på 13 sygedage. Og siden er situationen altså blevet forværret.

Den danske herredouble-spiller er langt fra den eneste, der er blevet ramt af sygdom. Carsten Mogensen, Hans-Kristian Vittinghus, Jan Ø. Jørgensen, Joachim Fischer og assisterende landstræner Kenneth Jonassen er også alle blevet ramt.

Ifølge Carsten Mogensen er det ikke unormalt, at spillerne blive syge af at spille i Asien.

»Det er klassisk. Det er det, man får, når man er i Østen, men det her har bare været en stor omgang – det ER en stor omgang, og det har ikke været så smertefrit, som det plejer, og det er mange spillere, der har været syge. Jeg har også selv været syg lige siden og hænger stadig i bremsen,« siger han til TV 2 Sport.