Trods et brækket ribben var triatlon-pensionisten Rasmus Henning med til at vinde en dansk bronzemedalje for hold ved VM

Det er længe siden, han hængte våddragten til tørre og stillede cyklen i garagen. For tre år siden lod Rasmus Henning sig pensionere fra triatlonsportens benhårde og professionelle elitefelt.

Men i dag var cirkushesten tilbage i manegen. Og det lader til, at han ikke helt har glemt duften af savsmuld. I hvert fald var den 39-årige familiefar til tre med til at vinde VM-bronze til Danmark i holdkonkurrencen ved verdensmesterskaberne i Motala i Sverige.

»Det var fedt at være tilbage. Faktisk var det planen på forhånd og min primære motivation for at køre med i eliten. De manglede en tredjemand på landsholdet og så havde jeg noget at træne efter,« siger Rasmus Henning.

Han understreger, at VM-deltagelsen ikke er et led i en større comeback-plan. Det var udelukkende omstændighederne, der gjorde det muligt.

»Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne kæmpe med om noget individuelt. Men som tredjemand efter to gode folk tænkte jeg, at en VM-medalje var realistisk.«

Det officielle VM i langdistancetriatlon bestod af 1.500 meter svømning, 120 km på cyklen og et afsluttende løb på 30 km. Rasmus Henning kom i mål som nummer 20. Men forinden havde Martin Jensen snuppet sølvmedaljen små 13 sekunder efter den franske verdensmester, Cyril Viennot.

Vinderen af KMD Ironman Copenhagen 2014, Henrik Hyldelund, besatte 17.-pladsen. De tre placeringer tilsammen rakte til en dansk hold-bronze.

»Det var super fedt at mærke stemningen til et VM igen. Jeg har nydt det men er også afklaret med, at mit niveau er et andet nu. Jeg er ikke ærgerlig over, at jeg ikke er på mit gamle niveau, men går bare og hygger mig. Og nu har vi f.eks lige bestilt pizza og skal fejre det med et par øl,« siger Rasmus Henning.

Den ungdommelige pensionist-præstation bliver yderligere understreget af, at den blev gennemført med et brækket ribben.

»Jeg brækkede det i sidste uge, da jeg fik en hæl i siden til svømmetræning. Det er svært at vide, hvor meget det har påvirket mig, men lidt har det nok. Normalt er det ikke så sjovt at køre løb med et brækket ribben, men bruddet sidder et sted, hvor det ikke påvirkede vejrtrækningen,« forklarer Rasmus Henning.

I sin aktive karriere vandt Rasmus Henning blandt andet i 2001 VM-sølv på den samme distance. Han var i mange år en dominerende skikkelse i sportens World Cup, hvor han har tre sejre på sit cv. Han har deltaget i OL to gange og blev i 2009 nummer fem ved sportens kongeløb, Ironman-VM på Hawaii.

Efter han stoppede sin aktive karriere i 2012, har han blandt andet lavet sit eget sportstøjmærke, der hedder Humanspeed. Da Kronprins Frederik i 2013 gennemførte KMD Ironman Copenhagen, skete det netop i en dragt fra Rasmus Hennings mærke.

»Nu bruger jeg tiden på familien og firmaet. Træningen er i bedste fald tredje prioritet. Jeg har ikke trænet voldsomt mange timer frem mod VM, men til gengæld har det været hårdt, når jeg har trænet. Svømningen har jeg sjoflet, men det gik jo heldigvis godt alligevel,« lyder det fra Danmarks ‘VM-pensionist’.

Hos kvinderne vandt vinderen af BTs Guld 2014, mirakel-pigen Camilla Pedersen, en VM-sølvmedalje. Blandt amatørerne, der konkurrerer inden for deres aldersklasser, fik Danmark hele fire nye verdensmestre.