Hvis du er træt af tømmermænd dagen efter en god bytur eller fest, så er løsningen på vej. For en såkaldt halal-whisky er på vej på markedet.

Kender du det, at vågne op dagen efter en ordentlig fest eller våd bytur med ordentlige tømmermænd?

Hvis ja, så er der håb for dig. Et amerikansk firma offentliggør snart en ny whisky, der er uden alkohol og lavet efter alle halal-foreskrifter.

Arkay er navnet på den nye whisky, som rammer markeder over alt på kloden 1. december. Ifølge oplysninger fra firmaet bag ArKay, så er det verdens første alkoholfrie drik med whisky smag, som de snart præsenterer for verden.

Firmaet bag nyskabelsen ArKay Beverages Inc. har været ikke mindre end fem år om at udvikle, prøvesmage og undersøge den alkoholfrie whisky, som lever op til alle halal-retningslinier.

Alle kan drikke den nye whisky


Hvilket også kan ses af firmaets slogan: - Don't drink and drive unless its Arkay.

- Designet af ArKay whiskyen er lavet, så den tillader alle med medicinske problemer eller religiøse overbevisninger, at drikke med god samvittighed, skriver firmaet bag den nye whisky.

- Man kan drikke den uden noget, med is eller blandet sammen med sodavand eller andet, skriver Arkay Beverage Inc.

Den nye whisky er ifølge firmaet lavet til alle slags personer. Så både socialitter og håndværkere skal kunne nyde den nye halal-whisky.

Halal-certifikat


ArKay er lavet med kunstige ingredienser og smag som er godkendt af såvel de europæiske myndigheder som de amerikanske. Og hvis man tvivler på om den er en rigtig halal-whisky, så kan man tage det roligt. For den har endda fået et halal-certifikat fra Islamic Food and Nutrition Council of America.

Smagen skulle eftersigende minde så meget om rigtig whisky, at ArKay Beverages Inc. har fået mange positive tilbagemeldinger på deres nyskabelse.

I første omgang kommer den nye whisky i butikkerne i bl.a. England 1. december. Om det også gælder Danmark vides ikke endnu. Men man kan da håbe.