____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En norsk bilist priser sig lykkelig for at være i live, efter han mandag var få centimeter fra at blive knust under en enorm kampesten.

Rune Jacobsen kom kørende ad landevejen mod Modalen nordøst for Bergen, da han hørte en ildevarslende høj rumlende lyd. 

- Jeg hørte lyden. Det gik så hurtigt, men det var det rene ragnarok. Jeg trådte bremsen i bund og fik standset bilen. Lyden var ubeskrivelig. En stenblok på størrelse med en stor varevogn landede lige ved siden af min bil, fortæller Rune Jacobsen chokeret til Bergens Tidende.

Billeder viser, hvordan bilens venstre vindue blev knust, og Rune Jacobsen måtte kravle ud via passagersiden, da hans egen dør ikke kunne åbnes.

- Idet jeg kravlede ud af bilen, rasede stenene ned omkring mig, siger han.

Kampestenen landede centimeter fra den forskrækkede nordmands bil. På vej ud af bilen fik han kontakt til sin tante via mobiltelefonen. Han husker ikke, om han selv ringede op, men han fik fortalt, at han var uskadt, og tanten lovede at hente den unge mand. 
Stenskredet fandt sted mandag aften omkring klokken otte. Vejen blev efterfølgende lukket, og vil formentlig være lukket en uge frem. Undersøgelser viser, at stenene er gået løs fra en bjergside omkring 60 meter over vejen.