Allerede efter sin første dag tilbage på pinden som vært for DRs magasin 21 Søndag er Reimer Bo ramlet ind i et voldsomt opgør med Skat og Skatteministeriet. DR udelod vigtige oplysninger i søndags, og det har fået ministeriet til at se rødt.

Sagen handler om Dennis Mathorne, der er blevet alene med sin lille datter, efter konen døde af kræft i maj måned. Oven i den ulykke står han, ifølge DR, nu til en regning fra Skat på over 100.000 kr., da konen fik sin behandling i udlandet betalt af sin arbejdsgiver. Det betragter Skat som en skattepligtig gave, fortalte DR.

DR vidste besked

Men allerede torsdag før indslaget havde DR kontakt med Skat, der fortalte, at Dennis Mathorne sandsynligvis ikke skal betale skat af kones behandling.

- Jeg forklarede journalisten, at vi har en særlig paragraf i Inddrivelsesloven, der kan bruges i tilfælde, hvor det virker særligt uretfærdigt, at en person skal pådrages en større skattegæld. Jeg forklarede, at som de refererede det, så virkede den pågældende person som en, der oplagt kunne falde ind under den paragraf, siger Jim Sørensen.

Alligevel valgte DR at fortsætte med historien og nævnte ikke i indslaget, at Dennis Mathorne ikke stod til at skulle betale en øre i skat.

Peter Høyer, pressechef i Skatteministeriet, er rasende over DRs indslag.

- Seerne er bedre tjent med, at DR lægger al fakta frem. Ellers bliver dækningen temmelig tendentiøs.

Indrømmer fejl

Danmarks Radio indrømmer, at de har begået en fejl ved at udelade oplysningerne i deres indslag, men at de ikke havde til hensigt at skjule noget.

- Vi havde valgt at lade skatteminister Kristian Jensen fortælle, at der var sådan en mulighed for Dennis Mathorne. Set i bagklogskabens lys, så burde vi have det med i indslaget. Så havde interviewet med Kristian Jensen nok været mere vellykket, siger Naja Nielsen, chef for 21 Søndag.